Tirsdagens rygter

Der er gang i rygtebørsen med adskillige spillere rygtet ind og ud af United. Vi har samlet nogle af rygterne her.

Foto:  Ash Donelon/Manchester United via Getty Images

Rygter i forhold til United-spillere

ESPN melder, at AC Milan ikke længere kigger mod Marcus Rashford. I stedet har de vendt blikket mod João Félix, Joshua Zirkzee og Rasmus Højlund.

Ifølge MEN befandt Carlos Cambeiro and Quique De Lucas sig på Stamford Bridge mandag aften under kampen mellem Chelsea og Wolves. De er ansat hos Leaders Agency, der repræsenterer Alejandro Garnacho, og der spekuleres i, at Chelsea vil hente ham. Dette bakkes også op af Laurie Whitwell fra The Athletic.

Andre kilder peger dog på, at Napoli er den mest sandsynlige destination, hvis United ender med at sælge argentineren. Antonio Conte har ifølge Fabrizio Romano også foretaget et opkald direkte til kantspilleren.

Tyrone Marshall fra MEN melder, at Tyrell Malacia har flere lejemuligheder på hånden. Der er tale om Premier League-klubber, men også hold fra Europa, særligt Serie A.

Rygter i forhold til potentielle nye spillere

Danske Patrick Dorgu er stadig højaktuel. ESPN melder om tre andre kandidater til den venstre wingback: Tyrick Mitchell fra Crystal Palace, Rayan Aït-Nouri fra Wolves og Nuno Mendes fra PSG. Sidstnævnte vurderes dog at være uden for rækkevidde her i januar-vinduet.

Ifølge Gianluca Di Marzio er det dog Napoli, der fører kapløbet om Dorgu. De vil angiveligt købe ham og leje ham tilbage til Lecce i resten af sæsonen.

United kan dog overhale Scott McTominays klub, hvis man er villig til at betale 40 millioner euro for danskeren. Det vil i så fald gøre ham til den næstdyreste danske spiller nogensinde, ifølge Footballtransfers.com.

I skrivende stund er der stilhed i forhold til øvrige emner på transfersiden. Det kan også hænge sammen med, at det er alment kendt, at United skal have solgt eller udlejet spillere, før eventuelle nyindkøb kan komme på plads.

Forrige artikel

Medier: Rashford træner ekstra

Næste artikel

Taktisk analyse: Mellemrummet giver United defensive problemer

ANNONCE