U18: United smadrede Middlesbrough

Efter sidste uges skuffende exit fra FA Youth Cuppen, fik Uniteds unge talenter lidt oprejsning i dag, hvor Boro blev sendt hjem med et nederlag på 5-1.

Efter fem kampe i træk med nederlag, heraf det ene i FA Youth Cuppen til Huddersfield, kom Uniteds u18-mandskab i dag tilbage på ret kurs. Det skete hjemme på Carrington træningsanlægget, hvor Middlesbrough var på besøg.

Det har i år været et problem for u18-holdet at score nok mål. James Wilson og Ashley Fletcher startede godt, men har siden haft skader og Wilson har været en del med u21-holdet i stedet. Derfor var det skønt atter at se netmaskerne blafre i dag, og endda hele fem gange.

5-1 blev det til for Paul McGuinness og hans unge talenter. Blot en enkelt gang i denne sæson har United også scoret fem gange i samme kamp, det skete tilbage i august da Wolves blev besejret med 6-1.

Den helt store profil i dagens sejr var Devonte Redmond, der med to mål og to assists havde en afgørende rolle i det meste for United. Redmond har ellers været noget svingende i denne sæson, men var fantastisk stærkt spillende i dagens kamp.

Foruden de to mål af Redmond kom også Demetri Mitchell, Ruari Croskery og Joshua Harrop på tavlen i dag. Croskery gjorde det til 2-0, Harrop til 3-0 kort før pausen, mens Mitchell kort efter pausen reelt lukkede kampen med målet til 4-0, som blev sat ind på en ripost efter han selv brændte et straffespark.

Redmond fik selv lov at lukke for scoringerne fra Uniteds side, da han med et kvarters tid tilbage scorede til 5-0, inden han blev skiftet ud. Umiddelbart efter fik gæsterne en scoring, hvilket tydeligvis irriterede United-keeper Dean Henderson.

Den unge engelske landsholdskeeper havde ikke det store at lave, men diskede alligevel op med et par fremragende redninger undervejs. Derfor var skuffelsen stor, da det alligevel ikke lykkedes at holde buret rent i dagens kamp.

Generelt var det en glimrende kamp fra Uniteds side, spillet flød bedre end det har gjort de forgående kampe, der blev skabt flere chancer og så var der stor effektivitet foran kassen. Foruden Devonte Redmond, skal lyde ros til Nicholas Ioannou som på fornem vis styrede forsvaret og tog sig af de få angreb Middlesbrough kom frem til.

Med dagens sejr deler United nu tredjepladsen med Liverpool, begge hold har 34 point. City fører med 44 point, to mere end Everton på andenpladsen. United skal næste gang møde netop Liverpool, det sker 8.marts på udebane.

United u18 4 – 0 Middlesbrough u18: Dean Henderson; Joe Riley, Cameron Borthwick-Jackson, Nicholas Ioannou, Ben Barber (59′ Jordan Thompson); Joshua Harrop, Matthew Willock (45′ Marcus Rashford), Sean Goss, Devonte Redmond (75′ Axel Tuanzebe); Demetri Mitchell, Ruari Croskery.

Ubenyttede reserver: Joel Pereira.

Forrige artikel

Moyes var aldrig i tvivl om Rooney

Næste artikel

Bliver Patrice Evra alligevel?

ANNONCE