I år har UEFA for første gang taget hånd om talentudviklingen i Europa, ved at oprette turneringen UEFA Youth League. En slags Champions League for klubbernes u19-hold.
United spillede her til aften sidste kamp i gruppespillet, og det krævede en sejr hjemme mod ukrainske Shakhtar Donetsk, hvis Nicky Butts mandskab også ville spille i Europa til foråret. David Moyes og Phil Neville så til fra tilskuerpladserne, og må være tilfredse med det de så, trods exit fra Europa.
Med Butt og Scholes på bænken, var der masser af rutine til de unge talenter. Men det blev kun lige ved og næsten for United, der måtte nøjes med 1-1, og dermed lige akkurat ikke har nok point til videre avancement fra gruppen. Sociedad og Shakhtar er videre i stedet.
United spillede ellers ganske fin fodbold i dagens kamp, og havde flere gode muligheder. James Wilson var evigt farlig oppe foran, mens der også blev skabt en del via backs og kanterne.
En af de ting Uniteds u19-hold har kæmpet mest med i årets europæiske kampe har været forsvaret, som har været alt for gavmildt. Det skete desværre også i dag, da gæsterne med blot et kvarters tid igen fik scoret, efter et lavt indlæg fik lov at passere gennem feltet.
Dermed var der for alvor pres på Uniteds unge talenter, der måtte finde et klassisk comeback frem. Det lykkedes næsten. 1-1 blev det kort før tid, da et forsøg fra Andreas Pereira blev rettet af og endte ved Ashley Fletcher, der let bragte balance i regnskabet.
Der kom dog ikke flere mål, da Shakhtar-spillerne var rigtig dygtige til at trække tiden de sidste minutter af kampen. Dermed exit for United, som dog må tage en masse ting med sig fra første oplevelse med UEFA Youth League.
United u19 1 – 1 Shakhtar u19: Pierluigi Gollini; Saidy Janko, Patrick McNair, Ryan McConnell, Callum Evans; Joshua Harrop, Ben Pearson (78′ ashley Fletcher), Joe Rothwell, Andreas Pereira, Sean Goss (59′ Sam Byrne); James Wilson.
Ubenyttede reserver: Joel Pereira, Louis Rowley, Ben Barber, Devonte Redmond, Matthew Willock.
Målscorer: 87′ 1-1 Ashley Fletcher.