Van Gaal roser United-ledelsen

Louis van Gaal mener, at Uniteds mange indkøb er et tegn på, at ledelsen bakker op om hans vision for klubben.

Manchester United har denne sommer sat et hav af britiske transferrekorder ved at bruge 150 mio. pund på seks nye spillere. 

Og spørger man Louis van Gaal, er det et tydeligt signal fra ledelsens side om, at man bakker op om manageren på trods af en skidt start på sæsonen. 

– Min start i Bayern var lige så dårligt som min start i Manchester United. Men den store forskel er, at jeg allerede var blevet kaldt ind til en stor konfrontation med Uli Hoeness (tidligere Bayern-præsident, red.), der krævede en forklaring, siger van Gaal til Daily Mirror. 

– Hvad har United gjort? De har bare købt flere spillere til mig. De bliver ved med at købe spillere. De støtter mig. Det er et tegn på, at man stoler på manageren. Og det kan jeg mærke. Jeg føler deres støtte og deres tro på mine evne.

– Det handler ikke kun om at stole på min fodboldfilosofi, men også på mig som person, fortsætter trænerlegenden. 

United står indtil videre blot noteret for to point og to scoringer i de første tre kampe, ligesom man er ude af Capital One Cuppen. 

Det vækker dog ikke bekymring hos van Gaal. 

– Om jeg bliver bekymret, når jeg ser på stillingen i ligaen nu? Drop det, det betyder ingenting. Vi er først lige startet!, siger van Gaal, der lover mere sølvtøj til Manchester i fremtiden. 

– Faktum er, at jeg aldrig har svigtet en klub. Jeg har vundet ting. Jeg har sørget for succes til de klubber. Det er præcis det, jeg vil gøre i United, lyder det fra van Gaal. 

Næste gang, United er i aktion, er mod QPR på hjemmebane søndag den 14. september. 

Forrige artikel

LvG: Ville jeg have det nemt, var jeg Spurs-manager

Næste artikel

Agent var tæt på at ødelægge det for Tom Cleverley

ANNONCE