Manglende stabilitet, vanvittige frisurer og uheldige agentudtalelser. Engelske og danske medier har ikke bugnet med positive historier om Manchester Uniteds Paul Pogba i den netop afsluttede sæson. Nu er han til VM i Rusland med sit landshold, men behandlingen fra landsmændene er ikke anderledes.
Det fortæller Emilen Messelot, fransk United-fan fra Besancon tæt på den schweiziske grænse.
– Desværre bliver Paul Pogba kritiseret meget. Halvdelen af franskmændene ser ikke Manchester Uniteds, men de sviner ham alligevel til på grund af håret og købsprisen. De forventer, at han kan score fra 45 meter, men de glemmer, at han ikke er angriber, siger han.
Når den tidligere Juventus-mand spiller en dårlig landskamp, fortæller Emilen, graver pressen alle mulige statistikker frem, der underbygger, at han er en fiasko. Midtbanespillerens situation er sammenlignelig med Franck Riberys.
– Mange franskmænd var stolte over, at vi var i stand til at klare os uden at udtage Franck Ribery, selvom han var en af vores bedste spillere, siger Emilen Messelot.
Tror på Pogba og Martial
Men der er også folk i Frankrig, som tror på Paul Pogba. Emilen er en af dem.
– Han har kvaliteterne til at blive en stjerne og en leder for det franske landshold. Jeg håber, han bliver midtpunkt for vores spil, som han kan gavne både defensivt og offensivt. Så kan han måske genvinde den selvtillid, som han havde for to-tre år siden.
En anden spiller, som den franske United-fan tror på, er Anthony Martial. Efter en forårssæson uden meget spilletid på Old Trafford blev offensivspilleren imidlertid ikke udtaget til landsholdet. Nu vil han væk, udtalte hans agent for få dage siden.
Det forstår Emilen Messelot godt. Martial har brug for mere spilletid, siger han. Men det stikker i den franske United-fans’ hjerte, for den tidligere Monaco-spiller er en af hans favoritter.
– Jeg har elsket Martial, siden han kom til Manchester. Han underholder og scorer afgørende mål. Den franske landstræner Didier Deschamps valgte at tage Florian Thauvin fra Maresille med, som var usynlig i Europa League-finalen. Det forstår jeg ikke. Men jeg forstår desværre godt, at Martial vil væk.
Frankrig mangler ledere
Martial eller ej ændrer ikke på, at Frankrig har et stjernespækket hold, der anses som en af de stærke outsidere til at vinde VM i Rusland. Men de mangler ledere som Barthez, Zidane, Petit og Viera, mener Emilen.
– Vi har Kante, Pogba, Griezmann, Dembele, Mbappe og Lloris. Fremragende spillere, men ingen af dem har nosser til at bære holdet hele vejen. Jeg tror, vi ender i kvart- eller semifinalen. Men jeg tror, at Brasilien eller Tyskland vinder VM, siger han.
Frankrig er i gruppe med blandt andet Danmark. De spiller deres første kamp mod Australien lørdag, når det danske landshold tørner sammen med Peru.