– Det eneste, jeg vil sige, er, at du skal spørge Hr. Wilcox.
Sådan svarer Sofyan Amrabat, da han bliver spurgt, hvorfor karrieren ikke skulle fortsætte på Old Trafford. Det sker i et interview med Daily Mail forud for Europa League-kampen mellem Fenerbahce og Manchester United torsdag aften.
Ifølge den marrokanske midtbanespiller var Erik ten Hag opsat på at udnytte købsoptionen på 25 millioner euro i lejekontrakten, så Amrabat kunne fortsætte i den røde trøje.
– Jeg har haft et særligt forhold til Erik ten Hag, siden jeg var 20 år gammel og var i Utrecht. Han ønskede at beholde mig denne sommer, så jeg ønsker ham det bedste, men ikke torsdag. Jeg håber, de taber, siger han til Daily Mail.
Men Manchester United gjorde som bekendt ikke brug af optionen, og herefter stod hele fire Premier League-klubber klar, fortæller Amrabat. Men et telefonopkald fra José Mourinho overtalte ham til at drage til Istanbul.
– Når ‘The Special One’ ringer til dig, og du er hans foretrukne spiller, er det anderledes. Fenerbahce gav mig følelsen af, at de virkelig ville have mig. Jeg følte kærligheden, og det var svært at sige nej. Jeg valgte med mit hjerte, forklarer han.
Fenerbahce har lejet Amrabat i Fiorentina i indeværende sæson med en købsobligation på 13 millioner euro inkluderet i aftalen.
(Michael Regan – The FA/The FA via Getty Images)