Held og lykke, Hargreaves?

Owen Hargreaves er efter fire år, med en skade eller to, på vej på til Manchester City. Burde jeg ønske ham held og lykke hos dem? I think not …!

Da jeg hørte rygtet første gang, grinte jeg lidt indvendigt, men vidste ellers ikke rigtigt, hvad jeg skulle tænke om det.

Efter nogle timer begyndte der dog at ske et eller andet.

Jeg talte med nogle venner om det, og jo mere vi talte om det, jo mere sur blev jeg over det.

Er det fair fra min side som Manchester United-fan at blive sur over, at en spiller skifter min elskede klub ud med en af dem, jeg hader mest?

Det, synes jeg, faktisk det er i lige præcis dette tilfælde, men problemet er jo, at han blev fritstillet.

United havde ikke brug for ham og havde ikke lyst til at bruge flere penge på en spiller, der har været skadet cirka 80% af den tid, han har været i klubben. OG hævet sin løn.

Ja, jeg ved godt, at selvfølgelig skal en spiller have løn, selvom han er skadet. Det, jeg er sur over, når det kommer til dette, er, at han i medierne giver udtryk for, at han var desperat efter at blive i Manchester United. Så desperat, at han tilbød at spille gratis i denne sæson.

Jeg tror, og nu er det ikke for at gøre mig bedrevidende, at mange kun har hørt; “Jeg tilbød at spille gratis, men United sagde nej.”

Jeg vil tro det nok nærmere var; “Nej tak, Owen. Selvom vi ikke betaler dig løn, vil det stadig koste os penge at have dig her, og vi har andre spillere, der er bedre, yngre og ikke har lige så store chancer for at blive skadet.”

Det, og så selvfølgelig det, at Hargreaves aldrig ville have spillet gratis for Manchester United. Sådan fungerer det ikke i dagens fodbold.

Han kunne dog have tilbudt at betale den løn tilbage, han har modtaget i de sidste fire år. Men mon ikke det var en tanke, der aldrig ville have være at finde hos Hargreaves?

Eller for den sags skyld kunne han da han, anden gang, han fandt ud af, at han ville sidde ude i ni måneder, have sagt nej tak til sin løn.

Owen Hargreaves har på fire år opnået “utrolige” 39 kampe for Manchester United, efter hans 17 millioner punds-skifte, og hans sang er en af de bedste sange Uniteds-supportere synger (har sunget).

Han havde måske ikke valget imellem særlig mange klubber, men at vælge City, eller Liverpool for den sags skyld, er i mine øjne en hån imod den klub, og supporterne, der har taget sig så godt af ham i fire år.

Okay, Dennis Law har gjort nøjagtigt det samme ved at flytte fra United til City, efter han blev fritstillet. Men det er alligevel ikke helt det samme.

Law scorede mål for United.
Owen Hargreaves satte mål (for sit comeback) for United …

Jeg kan ikke se, hvorfor Owen Hargreaves ikke skulle få samme behandling fra os Manchester United-supportere, som Tevez har fået.

Men, Hargreaves skulle finde en klub, der ville tage ham, og han valgte vel City, fordi han nu har muligheden for at gøre nøjagtigt det samme, som han gjorde i United. Sidde på tribunen og få løn for ikke at spille.

Held og lykke? Ikke herfra …

Forrige artikel

Sneijder: Alt kan ske i fodbold

Næste artikel

Blog: Held og lykke Hargreaves?

ANNONCE