Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
– Det er mere af det samme, sagde Rúben Amorim efter søndagens 3-1 nederlag til Brighton på Old Trafford.
Da jeg hørte dette, var det svært at være uenig. Men jeg vidste ikke umiddelbart, hvad han præcis mente.
Var det det tidlige mål? United har jo en tendens til at indkassere hurtigt efter kick-off. Måske ikke nødvendigvis i kampens første minutter, men så i hvert fald hurtigt efter et mål eller lige efter pausen.
Eller måske var det de personlige fejl, der blev afgørende? Igen, fristes jeg til at sige. Det er desværre den samme gamle sang, at enkelte spilleres personlige fejl igen og igen spænder ben for Manchester Uniteds muligheder.
En tredje ting, der kunne være mere af det samme, er Uniteds manglende farlighed. Ét sølle skud på mål for hjemmeholdet. Og det var endda på et straffespark. United kommer virkelig ikke frem til mange chancer.
Eller måske var der tale om en helt fjerde børnesygdom, som United lider under i øjeblikket?
Manglende risikovillighed – og tillid?
Før Manchester City-kampen i december havde United kun scoret, når én af de to wingbacks var en kantspiller frem for at være en naturlig back.
Det har så ændret sig siden, da United scorede to mål i City-kampen, tre mod Spurs, to mod Liverpool og ét mod Arsenal. Der skulle dog et straffespark til, før det skete i dag.
I Sporting var Amorim kendt for, at mindst én af hans to wingbacks var meget offensiv. Og somme tider gjaldt det i begge sider, så man angreb med seks spillere ad gangen. To fremadstormende wingbacks, én af de to centrale midtbanespillere samt alle tre i front. Det har været svært for modstanderne at stå imod det pres.
I United ser det anderledes ud. Med undtagelse af Southampton-kampen har Amorim mest stillet op med Noussair Mazraoui og Diogo Dalot på de to wingbacks.
Dette skyldes måske en mangel på tillid til et forsvar, som kontinuerligt laver næsten utilgivelige fejl. Mellem de to naturlige backs spiller Manuel Ugarte og Kobbie Mainoo, der indtil nu heller ikke har vist store offensive kvaliteter i Amorims system.
Det efterlader nærmest al det kreative ansvar til de tre forreste, og det er for mig tydeligt, at fronttrioen står alt for alene og mangler støtte for at kunne true modstandernes bagkæde og mål for alvor. Imens får de også ofte bolden direkte fra forsvaret, da midtbanen ikke formår at holde fast i og fordele boldene tilstrækkeligt.
Manglende tillid og personlige fejl
Amorim stoler tilsyneladende ikke på sit hold endnu. Og med god grund. United har den seneste måned haft potentielt kampafgørende fejl blandt forsvar og målmand i samtlige opgør.
Mod Spurs den 19. december var det Altay Bayindir, der så skidt ud og indkasserede direkte på hjørnespark. Noussair Mazraoui fejlede mod Bournemouth med et klodset straffespark, og Andre Onana gjorde Bayindir kunsten efter mod Wolves på Boxing Day.
Den 30. december indkasserede man på to indlæg mod Newcastle, hvor Harry Maguire og Lisandro Martinez slet ikke fik afstemt ordentligt med hinanden. Og mod Liverpool var det så Matthijs de Ligt, der først lod sig snyde af landsmanden Cody Gakpo og siden fik taget hånden til hjælp og gav et straffespark væk.
Jeg behøver vel ikke nævne Diogo Dalots præstation mod Arsenal. Og så er der Leny Yoro – der ellers har set lovende ud – som blev kørt godt og grundigt rundt af den tidligere FC Nordsjælland-spiller Kamaldeen Sulemana i Southampton-sejren. På baggrund af denne præstation er det jo nok ikke så mærkeligt med en naturlig back til at kunne hjælpe teenageren mod de hurtige kantspillere, som i dag hed Minteh og Mitoma.
Yoro gjorde det da også bedre i dag. Men desværre haltede det i den anden side, hvor Mazraoui stod og så fodbold i kampens åbning og blev sat fuldstændig af Mitoma. Og for at gøre ondt værre, ødelagde Onana håbet om et comeback med sin utrolige fejl ved 3-1 målet.
United stiller op til denne kamp med 8 spillere, der synes at have defensiven som sin primære opgave. Alligevel laver man de her personlige fejl, som gør det utrolig svært for United at komme tilbage.
Er det systemet, der fejler?
Da Andre Onana kom til klubben i 2023 og lavede store personlige fejl i Champions league, måtte vi forstå, at det fulgte med, når man valgte at spille med stor risiko. Og det var stadig at foretrække, når man i så fald kunne spille bolden frem i stedet for at losse den op ad banen.
I dag synes denne forklaring dog ikke længere at holde stik. United spiller ikke længere med stor risiko. Amorim forsøger med livrem og seler at stille op på en måde, så man kan gardere sig i forhold til at indkassere disse frustrerende mål. Men alligevel synes modstanderne at kunne score let mod klubbens udvalgte.
Hvordan skal vi nu forstå, at man stadig laver de samme personlige fejl, når man oven i købet slet ikke spiller med nogen særlig stor risiko? Det hænger ikke sammen.
Amorim er ny og spændende, og han er bestemt et friskt pust. Men det er bekymrende, at United – med så lidt risiko i sin opstilling – alligevel ender med at lave de her kampafgørende fejl.
Har han overvurderet spillernes spilintelligens? Eller har de bare ikke haft nok træningspas sammen endnu?
Der er dog én ting, der er nyt. Tidligere syntes det at være den samme spiller, der lavede fejlene igen og igen. Som eksempelvis Onana i sidste sæsons Champions League. Og disse spillere har måttet lægge øre til mobning og andre ting på diverse platforme. Her er Maguire måske det bedste eksempel.
Den sidste måned har spillerne dog skiftedes til at lave de her store fejl. Matthijs de Ligt, som fejlede i Liverpool-kampen, men til gengæld var fremragende mod Arsenal. Det gør det også svært at forstå United og hvad vi kan forvente os af spillerne. Og det må gøre det svært for Amorim at vide, hvem af dem, han kan stole på fremover.
Jeg må dog give ham, at han fortsat er risikovillig i forhold til at give spillerne en chance til. Bayindir mod Arsenal. Yoro i dag. Forhåbentlig kan den tillid smitte af på truppen og skabe mere ro og færre fejl fremover. Det vil være en start.