Jeg vil gætte på, at de fleste Manchester United-fans jubler i disse dage.
Årsag: Bastian Schweinsteiger bliver ny Manchester United-spiller og bidrager dermed stærkt til Louis van Gaals genopbygning af holdet, en genopbygning de fleste nok havde håbet på var nået længere, end slutningen af sidste sæson viste.
På trods af indkøb af seks nye spillere for halvanden milliard kroner var det tydeligt, at Manchester United manglede dygtige spillere på centrale positioner.
Med købet af Memphis Depay til offensiven fortsætter klubben en stærk tradition med hollandsk kvalitet fra PSV Eindhoven (Stam, Van Nistelrooy, Park), og selvom Depay er ung, er der en del tegn, der peger i retning af, at han kan få en nøglerolle allerede nu: speed, mål, driblinger og fysik for blot at nævne et par af hollænderens spidskompetencer.
Indkøbet af Matteo Darmian tegner også lovende. Darmian er måske et relativt ukendt navn, og måske kan man også som United-fan være en anelse bekymret for den nationale balance på holdet, men Darmian har imponeret stort for både Torino og Italien de seneste par sæsoner. Han er som Depay også et rent Van Gaal-køb, og skal man dømme efter hollænderens tidligere karriere, så har han haft en plan med de indkøb, han har foretaget.
Det bringer os videre til den netop annoncerede handel mellem Bayern München og Manchester United, som involverer midtbanestrategen Bastian Schweinsteiger. Han er ikke blot et rent Van Gaal-køb som Darmian, han er også en slags Van Gaal-opfindelse. Det var jo som bekendt Van Gaal, der omskolede Schweinsteiger til defensiv midtbanespiller i 2009.
Mit ærinde i denne blog er dobbelt. For det første skal det handle om Bastian Schweinsteiger, for det andet giver de tre nylige indkøb anledning til en generel refleksion over tre typer af indkøb på Old Trafford – tre typer, fordi de involverer tre forskellige tidshorisonter.
Men først Schweinsteiger. Som allerede nævnt giver hans ankomst sandsynligvis anledning til en del jubel rundt omkring i United-stuerne. Umiddelbart med god grund, vil jeg mene. Han er som sagt både et nyindkøb sanktioneret af Van Gaal og en spiller ”opfundet” af samme. Det i sig selv er en god begyndelse. Men ser vi nærmere på, hvad Schweinsteiger så kan bidrage med, så er der selvfølgelig en del flere grunde.
For det første er hans favoritben højrebenet. Hvorfor er det nu så vigtigt, kunne man spørge. Jo, Van Gaal har flere gange udtalt, at han var på udkig efter en højrebenet central midtbanespiller som aflastning for Michael Carrick. Nu er Schweinsteiger næppe hentet til Drømmenes Teater blot for at træde ind på den store scene i de tilfælde, hvor Carrick er skadet, men Van Gaals motiv er nu alligevel ganske fornuftigt.
I flere kampe i den forgangne sæson oplevede vi, at helt op til syv ud af ti markspillere på Manchester Uniteds hold var venstrebenet. I sig selv er det ganske bemærkelsesværdigt, når man nu tager den kendsgerning med i betragtning, at kun knap 20 % af verdens befolkning har venstrebenet som deres foretrukne sparkeben. Men derudover giver denne ”venstredrejning” en systemtænker som Van Gaal en anelse hovedbrud, for manden er ganske optaget af specifikke roller og det, som Morten Olsen kalder automatismer, og begge dele har en del at gøre med symmetri.
Når Van Gaal har været på jagt efter en højrebenet 6’er og ikke en venstrebenet, så hænger det blandt andet sammen med hans hang til balance og symmetri, og her har han vurderet, at han i forvejen rådede over Daley Blind og Michael Carrick, men at sidstnævnte er oppe i årene og ofte rammes af skader.
Foruden at være højrebenet bibringer Schweinsteiger noget, som United-holdet har manglet de sidste par sæsoner: Sande ledere. Vi behøver måske ikke samme niveau som Alex Fergusons første generation, det ”martialske” hold, besad. Tænk blot på Schmeichel, Bruce, Pallister, Keane, Robson, Hughes og Cantona på banen på samme tid. Men siden afgangen af lederskikkelser som Keane, Ferdinand, Vidic og Giggs har for meget vinderinstinkt-ansvar hvilet på Rooneys skuldre.
Med Schweinsteiger får United en spiller, der formår at tage ansvar, og som de øvrige spillere kan læne sig op af, og som derudover kan bidrage til, at Fergie Time genaktiveres til fordel for United.
Som Carrick besidder Schweinsteiger desuden den der stoiske ro, ”composure”, som er så vigtig for de centrale midtbanedirigenter. Og dirigenter bliver disse typer af spillere også kun, hvis de ikke bare formår at aflevere sikkert på tværs, men også skarpt og chanceskabende frem ad banen. Det gør både Carrick og Schweini. Carricks vigtighed for holdet i sidste sæson er blevet påvist rent statistisk.
Med Schweinsteiger får Van Gaal en direkte medspiller til og afløser for Carrick, så pointtabene i sidste sæson i Carricks fravær umiddelbart burde minimeres i den kommende sæson.
Men er alt nu fryd og gammen på Old Trafford med indkøbet af Schweinsteiger? Nej, det er måske at strække den lidt for langt.
Her kommer et par årsager. For det første er Schweinsteiger også som Carrick og Blind en langsom spiller, men han har dog, som Carrick, formået at ”skjule” denne svaghed – en svaghed der især gør sig gældende og bliver tydelig i systemer som Van Gaals, der vægter speed højt – med sin forudseenhed, stærke pasningskompetence og ”composure”.
Den væsentligste svaghed er nu nok Schweinsteigers alder. Inden den nye sæson går i gang vil han være fyldt 31 år. Det bringer mig videre til denne blogs andet ærinde, nemlig de generelle betragtninger over tre typer spillere, som historisk er blevet hentet til Old Trafford.
Nu tillod jeg mig til en del oldtrafford.dk-læseres fortørnelse at stille spørgsmålstegn ved Alex Fergusons køb af Van Persie den anden dag (her vil jeg i øvrigt henvise til M.E.N.’s James Robson, der dagen efter min blog også tillod sig at nuancere Van Persie-transferen). Det skal siges, at min pointe ikke gik på, om Van Persie var en succes. Det var han. Han var, som jeg også understregede, forskellen på et mesterskab og en andenplads i sin første sæson. Men faktum er også, at han i bund og grund kun gav Manchester United én god sæson – og dermed også to halvdårlige.
Med Schweinsteiger står vi med lidt det samme dilemma. Vil han som Van Persie ende med kun at være et hurtigt fiks, at give Van Gaal og United en eller to gode sæsoner? Ja, det vil han måske. Men det er så nok også okay. Måske er det en situation, man i højere grad må vænne sig til som United-fan, hvor manageren ikke som i Fergusons tid kan langtidsplanlægge. Ferguson langtidsplanlagde heller ikke med Van Persie.
Han havde et meget vigtigt objektiv, nemlig at vippe ”de larmende naboer” af pinden. Det lykkedes han med. Men Moyes og derefter Van Gaal overtog så en Van Persie, hvis nedtur vi i dag (i bagklogskabens lys, ja) kan se begyndte med Fergusons pensionsannoncering.
Van Persie og Schweinsteiger (og Ramos) repræsenterer i mine øjne en type indkøb, som vi i mange-mange år ikke så på Old Trafford. Men tiderne er anderledes i dag. De begyndte allerede at blive anderledes op til det, der endte med at blive Fergusons sidste sæson. Det er en type indkøb, der i realiteten kan give United-holdet to-tre gode sæsoner.
Den anden type af indkøb repræsenteres i dette vindue af Darmian. Den italienske højre back er med sine 25 år en etableret fodboldspiller, om end han selvfølgelig stadig kan udvikles af Van Gaal, af sine nye medspillere og af den nye liga. Han er en spiller, der sandsynligvis er indkøbt med henblik på at give holdet fem-syv gode sæsoner. I denne kategori finder vi også spillere som Park og Veron.
Depay repræsenterer den tredje type. Han er en langtidsinvestering som Rooney og Shaw var det. Her taler vi 10-15 år. Grundlæggende er det denne type af spiller, vi elsker at elske som United-fans. De er – sammen med ungdomsspillerne fra akademiet – beviser på klubbens fortsatte forpligtelse på ungdom og talentudvikling, og det er dermed disse spillere, der forlener Manchester United med et skær af evigheden (kontinuitet, det cykliske).
Mange forskellige faktorer kan spille ind i forhold til, om dette billede så holder i den enkelte spillers tilfælde. Det kan være nationalitet som i De Geas tilfælde, hvor Fergusons tanke om langtidsholdbarhed nok har vist sig at være en illusion. Det kan være tilpasningsevne som i Verons tilfælde, hvor Ferguson endte med at skippe ham videre tidligere end planlagt, fordi argentineren ganske enkelt ikke slog til i Manchester United. Vi kan også, hvad holdbarhed angår, se positive udgange på spillerindkøb, hvor spilleren måske ender med at overgå den forventede tidshorisont. Van der Sar er et eksempel.
Men tilbage til Schweini. Vi må sige det samme i dag, som vi gjorde tilbage i 2012, da Van Persie ankom til Old Trafford. Tillykke til Manchester United med kapringen af denne klassespiller. Må han give os et par sæsoner på højeste niveau.
