Phil Jones kan det hele. Hans officielle stillingsbetegnelse, da han kom til United i sommer, var midterforsvarer. Men de første kampe har vist, han også dækker højre back bedre end de fleste.
Den engelske landstræner Fabio Capello har i de to seneste landskampe mod Spanien og Sverige imidlertid valgt at benytte Jones på den defensive midtbane, og italieneren er henrykt over teenagerens præstationer.
“Det er svært at finde en spiller som Phil Jones, virkelig svært. I hele min karriere har jeg vel haft en enkelt eller to som ham. Jeg havde Baresi i Milan og Hierro i Real Madrid, som både kunne spille på midtbanen og i centerforsvaret uden at det kunne ses på præstationen. Det viser hvilket kæmpe talent, Phil er,” siger Capello ifølge The Mirror.
Efter Jones´ to seneste optrædender er Capello ikke bange for at udråbe Uniteds nyindkøb til den perfekte vikar for Scott Parker på midten.