Som 18-årig var Kenny Morgans med på Manchester Uniteds fly, der styrtede ned den 6. februar 1958 og kostede 23 mennesker livet, herunder 8 Manchester United-spillere.
Morgans overlevede og kom tilbage på fodboldbanen efter ulykken, men fik aldrig en stor karriere i Manchester United som han forlod i 1961 til fordel for barndomsbyen Swansea, som netop United møder i morgen.
Opgøret har splittet den gamle Busby Babe, som nu har rundet de 72 år, som med sin historiske baggrund har fødder i begge lejre. Men heldigvis tager waliseren det ikke så tungt.
“Swansea spiller noget vidunderligt fodbold og United spiller noget vidunderligt fodbold. Det bliver en stor kamp og jeg er sådan set ligeglad med hvem der vinder,” siger Morgans til BBC Wales.
Han forlod selv barndomshjemmet i Swansea som 15-årig og tog turen til Manchester, som han fortsat besøger for at overvære Manchester Uniteds kampe.
“Det er en familieklub. De tager sig af de gamle spillere og hver gang jeg tager derop, føles det som at komme hjem,” siger Morgans.