Manchester United tager på lørdag imod Newcastle, der i sommer hentede Gabriel Obertan hos de engelske mestre.
Men til trods for at den 22-årige franskmand aldrig rigtigt slog igennem hos United, glæder han sig til gensynet med sin gamle klub.
”Det bliver rart at komme tilbage til Old Trafford – forhåbentlig vinder vi. Jeg tilbragte to fantastiske år der, så det bliver rart atter at træde ud på Old Traffords græstæppe og gense de venner, jeg var sammen med i to år,” siger Obertan ifølge Teamtalk.com.
Newcastle har fået en fremragende start på sæsonen, der blot har budt på et enkelt nederlag til topholdet Manchester City.
Gabriel Obertan, der blev hentet i Bordeaux i 2009, nåede at optræde 14 gange for Manchester United med et enkelt mål til følge.