Wayne Rooney har haft et par mindre gode optrædener for Manchester United på det seneste. I gårsdagens kamp mod Bolton havde angriberen igen svært ved at få spillet til at flyde, til trods for at han fik lagt op til to mål.
Rooney har dog langt mere at byde på, siger Sir Alex Ferguson, der mener, Rooney skal stramme op:
“Wayne havde sine øjeblikke, men han kan gøre det bedre end det. Jeg tror, det brændte straffespark gjorde ham lidt frustreret. Men det er en god form for straf,” siger Ferguson ifølge Daily Mail.
Også dommerne må stramme op
Rooneys brændte straffespark var nummer tre på seks forsøg i denne sæson. Det blev tildelt Manchester United efter en situation, hvor Boltons Zat Knight nedlagde Welbeck i feltet. Dommer Peter Walton takserede dog kun forseelsen til et gult kort; noget, der irriterer Fergie:
“Vi burde have spillet mod 10 mand,” siger Ferguson, der undrer sig over, at der kan være så store udsving i dommernes beslutninger.
For mens Zat Knight fik lov til at blive på banen efter ulovligt at have frataget Welbeck en åben målchance, har den seneste uge også budt på et rødt kort til Manchester Citys Vincent Kompany for en tackling med begge fødder, mens Liverpools Glen Johnson tre dage senere fik lov til at blive på banen for en lignende forseelse begået mod Manchester City og Joleon Lescott.
“De her skiftende beslutninger undrer alle,” siger Ferguson, der mener, at dommerne bør få noget hjælp til at træffe de rette valg.
“Dommerne er nødt til at få nogle retningslinjer for, hvad der er tilladt og ikke tilladt i forbindelse med tacklinger. Dommernes chef, Mike Riley, må melde ud, at det her ikke er tilladt. Tacklinger med begge fødder er ikke acceptabelt, uanset om du får bolden eller ej. Gør han det, vil det sikre, at både spillere, dommere og fans forstår det,” siger Ferguson.