Tidligt i december sidste år skete noget af det mest skræmmende, som Manchester Uniteds defensiv kunne blive udsat for. Nemanja Vidic blev skadet for resten af sæsonen.
Men så trådte Jonny Evans i karakter. Noget, han ikke havde formået i sæsonerne op til. Og siden er nordireren startet inde i alle Premier League-kampe. Altså lige bortset fra de to, som Manchester United siden har tabt.
– Det var op til mig selv at finde en måde at komme igennem problemerne på. Det var en udfordring for mig, og alle har brug for udfordringer. Enten løfter du dig, eller også gør du ikke, og hvis ikke, så fortjener man ikke at spille for en klub som Manchester United, siger Jonny Evans til manutd.com.
Flere kampe end Stam
I indeværende sæson har Jonny Evans allerede tørnet ud for Manchester United 39 gange. Det er mere, end han ellers har prøvet på en sæson, og når sæsonen slutter, kan han have overgået spillere som Jaap Stam, Joe Jordan og Quinton Fortune i antal kampe for klubben.
– Da jeg kom tilbage fra at have været udlejet til Sunderland i 2007/08, troede jeg aldrig, at jeg ville komme til at spille mere end 30 kampe i min første sæson for Manchester United. Det var helt vildt. Og jeg tænker ikke på, hvor mange kampe jeg kan ende ud med at spille. Mit mål er altid at komme ind på holdet til næste kamp og spille godt, siger Evans.
– Jeg har været her i omkring fire år, og jeg har spillet omkring 120 kampe – det er cirka 30 per sæson. Forhåbentlig kan jeg få spillet nogle flere i næste sæson.
Frygtede fremtiden
Sidste Sommer fortalte Jonny Evans, at han nok ikke ville være at finde i Manchester United længere, hvis han spillede endnu en sæson magen til den i 2010/11. De ord er bragt en smule til skamme nu.
– Måske var jeg for ærlig, og det skulle jeg ikke have sagt. Men det var nok min ærlige mening om mig selv, siger Jonny Evans.
– Det er den slags udfordringer, alle her er oppe imod. Når det sker, så er det op til en selv at rette op på sit spil og komme tilbage ind på holdet, siger han.