Ferguson: Vi går efter sejren

Manchester United spiller på mandag en uhyre vigtig kamp mod de blå rivaler fra Manchester City. En kamp, som Sir Alex Ferguson har kaldt for det…

Manchester United spiller på mandag en uhyre vigtig kamp mod de blå rivaler fra Manchester City. En kamp, som Sir Alex Ferguson har kaldt for det vigtigste derby i hans United-tid. Fergies tropper går ind til kampen med et trepoints forspring, og Citys træner Roberto Mancini har på forhånd forsøgt at ekstra lægge pres på United ved at betegne den røde del af Manchester som favoritter. Det lader Sir Alex sig dog ikke kyse af, og han udtaler på dagens pressemøde, at hans hold vil gå efter sejren. 

– Roberto (Mancini, red.) forsøger at fjerne presset fra sine egne spillere. Det vil ikke ændre vores tilgang til kampen. Vi ved, hvilken situation vi er i. Vi er i en bedre position end Manchester City. Vi kan acceptere to resultater, hvorimod de er nødt til at vinde. Men man kender denne klubs attitude: Vi vil gå efter sejren, udtaler Ferguson. 

– Jeg mener, at vi har erfaring nok. Evra, Ferdinand, selv Rooney. Og Carrick også. Der er nok erfaring til at håndtere denne situation. 

Tidligere opgør ligegyldige 

De to Manchester-klubber har allerede krydset klinger tre gange i indeværende sæson. De tre kampe har budt på to sejre til United og et bittert 1-6-nederlag på Old Trafford. Ferguson mener dog ikke, at de tidligere opgør har nogen indflydelse på mandagens kamp. 

– Jeg synes, de tidligere opgør er irrelevante. Vi har allerede mødt hinanden tre gange, men det er fortid. Det er ligegyldigt. Det hele handler om mandag. 

– Vi er nødt til at vænne os til at spille mod City i vigtige kampe. Deres økonomiske støtte gør, at vi kommer til at møde dem i mange store opgør. Derfor bliver disse derbys næsten lige så vigtige som Liverpool-kampene, fordi vi slås med dem om mesterskabet. Faktisk er det større end Liverpool(-kampene, red.) for tiden, fordi de er vores direkte modstandere. 

Alt pegede på denne kamp 

– Da programmet kom ud, kunne man vel godt se, at alt pegede mod denne her kamp. Det var næsten uundgåeligt. Men vi er, hvor vi er. Nu handler det hele om denne kamp. Det bliver en fantastisk atmosfære. 

– Jeg ved ikke, om man nyder disse situationer, eller om man ser frem til dem. Men vi er klar på det. Jeg er klar på det, og jeg tror, at spillerne er klar på det, udtaler Ferguson på dagens pressemøde. 

Sir Alex Ferguson holdte sit ugentlige pressemøde torsdag i stedet for fredag, da han har besluttet sig for at tage på weekend-tur til Cardiff med spillertruppen. 

 

Forrige artikel

Sunderland svækket i sidste kamp

Næste artikel

Shearer: Rooney ta'r rekorden

ANNONCE