Transfersagaen der involverer Brasiliens næste skud fra stammen, Lucas Moura, kan meget vel gå hen og blive en af de lange og seje. Både Manchester United, Tottenham, Chelsea og især Inter Milan skulle være særdeles interesserede, men Sao Paulo er ikke parate til at lade ham gå for småpenge.
Klubbens vicepræsident løfter sløret for, at de allerede har afvist bud i størrelsesordenen 20 millioner engelske pund.
– Der er i øjeblikket ingen bud, men 20 millioner er helt til grin – det er slet ikke nok for en spiller af Lucas’ kaliber. Vi har afvist større bud end det, fortæller han Lancenet.
Det 19-årige stortalents pris daler højst sandsynligt ikke, hvis Brasilien gør det godt til de Olympiske Lege, hvor Lucas betegnes som en af turneringens største profiler.