Det startede ellers lovende for Fergies tropper, da Kieran Richardson i det tredje minut kunne gøre det til 1-0. Michael Carrick fandt Wayne Rooney med en lang aflevering, og det efterlod Rooney og Richardson alene med Mark Schwarzer. Rooney forsøgte at afdrible keeperen, men det endte med at blive til en aflevering til Richardson, der nemt kunne sætte bolden i kassen.
Derefter blev der ikke skabt de store muligheder. Det så ud som om, at United troede, sejren allerede var hjemme. De søgte ikke målet til 2-0 så meget, som de burde have gjort. Midtvejs inde i halvlegen fik Boro en mulighed, da Rio Ferdinand lavede en fejl lidt fremme af banen. Yakubu kunne sætte i løb mod mål, men han blev heldigvis stoppet af Wes Brown.
Cristiano Ronaldo havde ikke en af sine bedste dage, men efter 33 minutter fik han alligevel sendt et skud af sted, som dog ikke var inden for målrammen.
I stedet kunne Middlesbrough udligne i den anden ende. Ferdinands skade i lysken var brudt op, og derfor fik han ikke headet væk på Steward Downings indlæg. Mark Viduka fik vristet sig fri af Brown og kunne så gøre det til 1-1 på et hovedstød. Kort efter blev der fløjtet til pause.
Fra anden halvlegs start blev to nye United-spillere sat på banen. Ryan Giggs og Darren Fletcher erstattede Richardson og den skadede Ferdinand. Det hjalp dog ikke synderligt på Uniteds spil.
Viduka var igen på færde efter fire minutters spil af anden halvleg. Han brugte sin fysik godt til at kæmpe sig forbi Brown, der gerne ville have haft frispark i situationen. Viduka endte alene med Edwin van der Sar, og den duel trak hollænderen sig bedst ud af, da han kunne parere skuddet til hjørnespark.
Ti minutter senere kom van der Sar igen på hårdt arbejde. Denne gang var det Yakubu, der endte alene med keeperen efter dårligt forsvarsspil af John O’Shea. Igen trak van der Sar det længste strå, og scoren forblev uændret.
Middlesbrough pressede stadig på for et føringsmål. Lee Cattermole har tidligere scoret mod United i denne sæson, og her kom han igen tæt på. Den unge spiller fandt pladsen til at trække ind i banen og få sendt et skud af sted mod det lange hjørne. Skuddet gik dog en anelse forbi mål.
Ole Gunnar Solskjær erstattede Alan Smith, og efter blot fem minutter på banen var han med i en lidt kontroversiel situation. Nordmanden snuppede bolden fra Schwarzer, da han skulle til at foretage et udspark. I stedet for at score et mål, fik Solskjær en advarsel for forseelsen.
Først et kvarter før tid begyndte United for alvor at vise tænder igen. Først fik Rooney kæmpet sig fri i Boros felt, hvorefter han overplacerede sit skud forbi Schwarzers mål. I kampens 90. minut fik også Carrick en stor chance. Lidt tilfældigt endte bolden hos Carrick, der bankede til kuglen, men den gik desværre over mål.
Dybt inde i kampens overtid fik United tilkendt et frispark på kanten af Boros felt, men det hele løb ud i sandet. Kampen endte: Manchester United 1-1 Middlesbrough.
Resultatet får dog ikke de store konsekvenser for United, da Chelsea i dag spillede 0-0 mod Newcastle. Dermed er United stadig tre point i front.