Den defensive duo, der måske er en af de bedste i verden, har fået grønt lys til at tage med til Milano på trods af skader hos begge spillere, skriver “Evening Echo”.
Nemanja Vidic pådrog sig i kampen mod Blackburn, den 31. marts, et brækket kraveben, og han var sat til at sidde ude resten af sæsonen. Men serberen er kommet sig overraskende hurtigt og vil nu muligvis deltage i kampen på San Siro.
Hvis Rio Ferdinand kommer på banen i morgen, vil det ikke være første gang, at han spiller med en skjult skade. Før den seneste kamp mod Middlesbrough havde han ligesom nu problemer med lysken, men spillede alligevel fra start. Det kostede mere eller mindre et mål til modstanderen, så United måtte forlade banen med blot et enkelt point. Derfor vil det være noget af et sats at sætte Ferdinand på banen mod Milan.
Det er da også stadig langt fra sikkert, om de får spilletid i den livsvigtige kamp.
“Det er for tidligt til at kunne sige, om de kommer til at spille.”, siger manager Alex Ferguson. “De tager med til Milano, og så vil vi se situationen an efter vores træning i aften.”
Bliver en af spillerne klar, vil det være en kæmpe fordel for United, der ellers vil være nødsaget til at bruge enten Darren Fletcher, Kieran Richardson eller Kieran Lee på en af backpladserne.