Kampen blev på forhånd kaldt Premier Leagues finale. Folk forventede, at vinderen af denne kamp ville løbe med mesterskabet. Finalen kom dog ikke, da United sikrede sig trofæet allerede i weekenden. Derfor stillede United op med et komplet reservehold, mens Chelsea havde medtaget et par enkelte stjerner. Uniteds reserver blev klappet på banen af Chelsea-spillerne, samt dommerne.
Kampen blev en skuffelse på stort set alle punkter. Specielt første halvleg var trist, da ingen af holdene rigtig formåede at skabe chancer. Tættest på kom Shaun Wright-Phillips, der efter blot syv minutter kom alene med Tomasz Kuszczak i United-målet. Jon Obi Mikel fandt Phillips på midten af banen, hvorefter den tidligere City-spiller tog et træk ind mellem Gabriel Heinze og John O’Shea. Kuszczak kom godt ud af sit mål og blokerede skuddet.
Hverken Kuszczak eller Carlo Cudicini fik meget at se til i resten af første halvleg. Den sidste chance tilfaldt Uniteds kineser, Fangzhou Dong, der fik skabt plads og sendt et skud af sted, Et skud, som dog gik over mål.
Anden halvleg blev mere intens. Efter blot to minutter havde både Kieran Lee og Wes Brown fået det gule kort for grove tacklinger.
Chris Eagles viste gode takter og tvang med sit hurtige antrit Chelsea-spillerne til at begå frispark mod ham. Det var netop på et frispark, at United først kom tæt på, men Kieran Richardsons skud gik en meter forbi målhjørnet.
Kort efter blev Eagles nedlagt i Chelseas felt, men dommer Graham Polls fløjte forblev tavs. Det frustrerede Eagles så meget, at han efterfølgende begik et meget voldsomt frispark. Uniteds nr. 33 modtog en advarsel for forseelsen, men kunne godt være blevet vist ud.
I kampens sidste 20 minutter pressede Chelsea på for en scoring, men Kuszczak viste lidt af den klasse, vi har manglet fra ham i denne sæson. Først fik han afværget et skud fra Salomon Kalou, der fik vendt rundt og fyret af.
Derefter kunne Lassana Diarra se sit skud blive reddet af polakken. Diarras skud kom helt uventet, og Kuszczak viste gode evner ved at holde bolden ude af mål.
Kalou var ikke færdig med at prøve at overvinde Kuszczak. Ivorianeren kom højest på et hjørnespark og fik headet mod mål, men igen blev han den lille i kampen mod United-keeperen.
Kuszczak var ved at miste lidt af sin ære til allersidst, da han fejlbedømte et hjørnespark. Bolden landede hos en Chelsea-spiller, der skød mod mål, men bolden blev clearet på stregen.
Dermed ender kampen 0-0. Det er første gang i sæsonen for United. Dette resultat på siges at være tilfredsstillende for de unge United-spillere.