I midtugens kamp mod Chelsea havde ingen af holdene noget at spille for, hvilket også kunne ses på startopstillingerne. Kampen i morgen vil heller ikke få nogen indflydelse på Uniteds sæson. Det kan den derimod få på West Hams, der stadig ikke er fri af nedrykningsfaren.
Gæsterne fra London med Carlos Tevez i spidsen har først nu fundet formen og fået kæmpet sig over stregen, selvom det længe så ud til at blive til nedrykning. Det kan stadig blive en realitet i tilfælde af, at The Hammers taber på Old Trafford, mens Wigan formår at besejre Sheffield United.
Af hensyn til de andre nedrykningskandidater vil Sir Alex Ferguson gå ind til kampen mod West Ham med et langt mindre amputeret hold, end det vi så mod Chelsea. Det er muligvis ikke kun Wigan og Sheffield Utd Fergie har i tankerne, når han stiller holdet i morgen. De Røde Djævle tabte nemlig meget overraskende til netop West Ham, da de to hold mødtes i december, og skotten kan være ude efter revanche.
Med en sejr vil United tangere klubrekorden for flest point i ligaen. I sæsonen 1993/94 fik United 92 point, og der kan De Røde Djævle altså nå op igen, da de lige nu har 89 point. Dengang spillede man 42 kampe i ligaen, og der var dermed flere point at spille om. Klubrekorden for flest kampe efter 38 kampe var i 1999/2000. Her skaffede United sig 91 point.
Skadessituationen har ikke ændret sig for United. Hverken Louis Saha eller Gary Neville bliver klar til kamp. Et par af stamspillerne vil blive sparet fra start, men vi vil ikke få et reservespækket mandskab at se.
Skribentens bud på kampens udfald
 Selvom West Hams formkurve er god, burde de ikke tage fra Manchester med point i bagagen. Meget afhænger selvfølgelig af Uniteds opstilling, men der bør være klasseforskel på de to hold. Det vil være perfekt for United at slutte ligaen af med en sejr. Manchester United 2-0 West Ham United.
Sandsynlig startopstilling
 Van der Sar
 Brown – Ferdinand – Vidic – Evra
 Fletcher – Carrick – Scholes
 Solskjær – Smith – Rooney
Uniteds trup: Van der Sar, Kuszczak, Brown, O”Shea, Ferdinand, Vidic, Heinze, Evra, Fletcher, Ronaldo, Scholes, Eagles, Carrick, Giggs, Richardson, Rooney, Smith, Solskjær og Dong
West Hams trup: Green, Neill, Collins, Ferdinand, McCartney, Benayoun, Reo-Coker, Noble, Boa Morte, Zamora, Tevez, Carroll, Dailly, Spector, Davenport, Konchesky, Mullins, Bowyer, Etherington, Cole, Harewood, Blanco og Sheringham
Seneste fem kampe
 Manchester United
 Chelsea 0-0 United
 Man. City 0-1 United
 Milan 3-0 United
 Everton 2-4 United
 United 3-2 Milan
West Ham
 West Ham 3-1 Bolton
 Wigan 0-3 West Ham
 West Ham 1-0 Everton
 West Ham 1-4 Chelsea
 Sheffield United 3-0 West Ham
Indbyrdes
 West Ham 1-0 United
 United 1-0 West Ham
 West Ham 1-2 United
 United 6-0 West Ham
 United 3-0 West Ham
Indbyrdes kampe: 112
 United-sejre: 49
 West Ham-sejre: 39
 Uafgjorte kampe: 24
 
 


