United tabte finalen i ekstratiden

Englands nr. 1 og 2 skulle mødes i finalen af verdens ældste pokalturnering. De næstbedste løb til sidst med æren, mens United må nøjes med et enkelt…

Englands nr. 1 og 2 skulle mødes i finalen af verdens ældste pokalturnering. De næstbedste løb til sidst med æren, mens United må nøjes med et enkelt trofæ i denne sæson.

Kampen på det nye Wembley startede kedelig. Holdene brugte alt for lang tid til at se hinanden an, og bolden blev konstant spillet rundt i egne rækker.

Først i det 15. minut kom United frem til noget, der mindede om en målchance. Efter lidt hurtigt spil blev bolden sendt op til Darren Fletcher, der headede videre til Wayne Rooney. Rooney fik bolden forbi Cech, men også forbi mål. Efterfølgende blev der dømt offside.

Midtvejs i halvlegen ville Chelsea også lege med. Didier Drogba løb et pænt stykke med bolden, for derefter at forsøge sig mod mål. Hans skud var dog ikke inden for rammen.

Efter den halve time kom Rooney til at ødelægge en god chance for United. Rooney befandt sig i offside, da en lang bold blev sendt frem. Det gjorde Cristiano Ronaldo derimod ikke. Alligevel tog Rooney bolden ned, selvom han burde have ladet den gå til Ronaldo, der i så fald ville have haft helt frit løb mod mål.

Rooney skulle blot bruge to minutter af anden halvleg, før han fik skudt på mål. Claude Makelele mistede bolden til Rooney, som derefter tog et træk forbi Chelsea-forsvaret og fyrede af mod mål, men Cech parerede bolden væk. Ryan Giggs kom først på returen, men heller ikke han kunne passere den stærkt spillende Cech.

Wayne Rooney var her, der og alle vegne i finalen. Han viste glimrende takter ved at kunne passere 3-4 Chelsea-spillere på egen hånd. Det gjorde han et par gange, men hver gang blev stoppet, inden han nåede at afslutte.

Efter 12 minutter af anden halvleg kom Giggs tæt på med et udmærket forsøg. Paul Scholes fandt Giggs med en høj aflevering, og waliseren helflugtede bolden snært over mål. Scholes havde stor ære af kampen med sine mange flotte afleveringer.

Efter en times spil fik Chelsea tilkendt et frispark lidt uden for Uniteds felt. Topscorer Drogba tog sig af det på glimrende vis og skruede bolden rundt om muren og ind på stolpen.

Den ordinære spilletid endte således 0-0, hvilket betød, at de to hold måtte ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid.

I det syvende minut kom indskiftede Alan Smith tæt på en chance i Chelsea-feltet, men det så ud til, at John Terry holdt i ham, så han ikke kunne få afsluttet.

To minutter senere fik United sin største chance i kampen. Bolden blev lagt ind fra højre, og Giggs kom først ind til den. Veteranen gled ind i bolden og derefter ind i Cech. Målmanden fik fat i bolden, og dommeren vinkede spillet videre. Den langsomme gengivelse viste, at bolden var over stregen.

I første periodes sidste minut blev et indlæg sendt ind til Drogba ved fjerneste stolpe. Ivorianeren fik hoved på bolden, men headede i sidenettet.

I det 110. minut lavede Scholes endnu en af sine forrygende afleveringer. Denne gang til Rooney, der modtog bolden i feltet, men desværre ikke fik den under kontrol. Cech reagerede hurtigt og snuppede kuglen fra Rooneys fødder.

Efter 115 minutter skete det, alle United-fans havde frygtet. Drogba scorede til 1-0 et par minutter før slutfløjtet. Målet fejlede ganske vist ingenting. Jon Obi Mikel og Frank Lampard spillede flot sammen med Drogba, der i sidste ende kunne prikke bolden forbi van der Sar.

Der blev lagt tre minutter til, men United kunne ikke nå at skabe nævneværdige chancer til udligning. Dermed ender finalen: Chelsea 1-0 Manchester United.

For fjerde gang i historien kan Chelsea hæve FA Cup-trofæet. De slutter dermed af med at have vundet begge pokalturneringer i England. Nu må Abramovic hellere spørge sig selv, om det er tilfredsstillende.

Forrige artikel

Beckenbauer bekræfter Hargreaves-handel

Næste artikel

Carrick byder Hargo velkommen

ANNONCE