Ved sæsonens sidste kamp hjemme mod Aston Villa blev det officielt, at Christian Eriksen ikke fik forlænget sin kontrakt og måtte forlade Manchester United.
Ikke den store hemmelighed.
Men den officielle besked kom ganske, ganske sent. Det fortæller han i DR-podcasten Fodboldlisten.
– Det var egentlig noget, jeg var rimeligt afklaret med. Når ikke der kom noget udspil fra United min vej, så vidste jeg godt, hvor det bar hen. Det var først om lørdagen om morgenen – dagen inden (kampen mod Villa, red.) – at jeg fik at vide, at det er ‘goodbye’ i morgen, og det var jeg egentlig afklaret med, siger Uniteds tidligere nummer 14 i landsholdslejren til DR.
Selv om særligt den sidste halvdel af Eriksens tre år i United ikke gik som håbet, har han stadig mange ting, han kan se tilbage på med glæde.
– Jeg havde en fed tid. Jeg oplevede utroligt mange ting, jeg har fået mange venskaber og set mange ting. Mine børn og frue havde det godt i Manchester på rigtig mange måder.
Christian Eriksen nåede at spille 107 kampe for Manchester United, hvor han lavede otte mål og 19 assist. Desuden vandt han to cuptitler med klubben.