Manchester Uniteds skotske manager går snart ind i sit 22. år som manager i klubben, men foreløbig har han fortsat ingen plan om at trække sig tilbage efter sin fadæse tilbage i 2002.
Men når han går på pension, så har Manchester United en oplagt kandidat i klubben allerede, men han vil helst ikke involveres alt for meget i jagten på hans efterfølger.
“Heldigvis er det ikke mig, der skal tage beslutningen. Jeg har en god assistent i Carlos Queiroz. Jeg synes, han vil være en stærk kandidat,” udtalte Ferguson, da han holdt tale i Glasgow i dag.
Queiroz er ikke en populær herre i Manchester United, efter han for præcis to år siden kom i stærk modvind, da Ferguson var inde i en af sine største kriser i karrieren. Her blev Queiroz lagt for had hos supporterne, som aldrig rigtigt har taget ham tilbage.
Selvom en anbefaling fra Ferguson helt sikkert vil hjælpe Queiroz, så lader Ferguson det være op til United og ikke mindst klubbens ejere at bestemme fremtidens manager.
“Vi har nye ejere, og jeg ved ikke, hvordan de ser på situationen ovre i Amerika. De har støttet os i alt, hvad vi har gjort, men de har måske deres egne idéer,” sagde Ferguson, som erkender, at det vil blive svært for ham at gå på pension.