Den afdøde forfatter og journalist George Orwell sagde engang, at fodbold er krig uden skyderi.
Den beskrivelse kan man godt tillade sig at tillægge den bidske rivalisering mellem de røde og de lyseblå i Manchester, der foregik i årene efter Citys Abu Dhabi Group-overtagelse. Vi har i årets julekalender allerede præsenteret dig for tre uforglemmelige opgør mod Manchester City. Dette er vores bud på det største Manchester-derby, set med djævlerøde briller, siden OldTrafford.dk blev til. Et derby med blod, sved og næsten også lyseblå tårer.
Manchester United havde sæsonen forinden nærmest tabt mesterskabet til City i kampen på Etihad Stadium, der på daværende tidspunkt gik under navnet The City of Manchester Stadium. Et nederlag, der skulle lade City gå forbi United i tabellen med blot få runder igen. Som bekendt så lykkedes det ikke United at hente Roberto Mancinis tropper, der sikrede sig klubbens første mesterskab i 44 år efter en scoring af Sergio Agüero mod QPR i tillægstiden.
I det efterfølgende sommertransfervindue fortsatte rivaliseringen mellem de to klubber. En kamp, man godt tør sige, at United vandt, da de foran næsen på bysbørnene sikrede sig hollandske Robin van Persie i Arsenal. Netop van Persie skulle gå hen og få vital betydning for Uniteds efterfølgende sæson og denne kalenderlåges omtalte Manchester-derby.
United havde inden kampen, der blev spillet den 9. december 2012, tre point ned til City efter 15 spillerunder. En føring, de i løbet af denne søndag eftermiddag skulle få fordoblet. Mancini og co. var inden kampen ubesejret i næsten to år på hjemmebane – en stime på 37 ligakampe.
Derfor kom det også som en overraskelse, at Wayne Rooney indenfor den første halve times spil sparkede United i førersædet med to mål. I en dramatisk kamp kæmpede City sig tilbage i anden halvleg på mål af først Yaya Touré og derefter Pablo Zabaleta, der udlignede få minutter før tid med en hård og flad afslutning på en andenbold efter et hjørnespark. På dette tidspunkt husker jeg at have mistet alt håb for kampen. Da jeg først så Zabaleta juble som en gal efter det mål, sad jeg og håbede på, at United i det mindste kunne hive ét point hjem.
Men så fik United tildelt et frispark i højre angrebsside få meter fra Citys straffesparksfelt. Dog alligevel langt nok ude til, at det så nærmest umuligt ud at score fra den position. Frisparket valgte Robin van Persie at tage sig af. Han tog sit velkendte tilløb mod bolden, som han med sit giftige venstreben svingede over i modsatte hjørne af målet. Bolden blev på vejen rettet af af Citys Samir Nasri. Det var van Persie, holdkammeraterne og jeg dog ligeglad med. Der udbrød kæmpe jubel blandt de rødklædte på City of Manchester Stadium og hjemme i min stue, hvor jeg med min uhæmmede jubel formåede at gøre hele ejendomsbygningen opmærksom på, at Manchester er rødt som blodet, der sivede ud af Rio Ferdinands venstre øjenbryn efter at være blevet ramt med en flyvende mønt ude fra tilskuerrækkerne.
De røde djævle gik som bekendt hen og vandt mesterskabet senere på sæsonen, der skulle vise sig at blive den sidste med Sir Alex Ferguson ved roret.
Kampresultat: Manchester City 2-3 Manchester United
0-1: Wayne Rooney 16’
0-2: Wayne Rooney 29’
1-2: Yaya Touré 60’
2-2: Pablo Zabaleta 86’
2-3: Robin van Persie 90+2’
Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.
