Nedtakt: Bredden mangler hos United

United formåede ikke at tage alle tre point mod Sunderland i en kamp, hvor The Black Cats lignede holdet, der ville det mest.

(Photo by Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

Det var en forholdsvis søvndyssende affære på Stadium of Light, da Manchester United gæstede det nordlige England i Premier Leagues 36. spillerunde.

United-holdet var – om ikke reservespækket – så fyldt med spillere, der oftere er på bænken end i startopstillingen.

Det kunne tydeligt ses på Uniteds manglende offensiv og generelle spil. United blev nemlig i store dele af opgøret domineret, og det var først til slut, at United begyndte at røre på sig for alvor.

Manchester United mangler to kampe, inden sæsonen lukker ned og et – efter alt at bedømme – travlt sommertransfervindue begynder.

United skal tilføje til truppen, der ser meget tynd ud, hvis ikke A-kæden spiller.

Dét tager OldTrafford.dk’s nedtakt fat i denne gang, hvor der naturligvis bliver plads til både ris og ros.

Resumé: United skuffede i våd affære

Problemer, når A-kæden ikke spiller

Det var mere eller mindre forventet, at Manchester United langt fra ville kaste den bedste startellever på banen mod Sunderland.

Det bebrejder jeg ingen for. Manchester Uniteds store mål i denne sæson, var at komme tilbage i Europa – og helst Champions League. Det var meldingen fra Amorim, inden United mødte Arsenal i sæsonpræmieren.

– Vi vil gerne tilbage til Europa. Det er svært som United-manager at sige sådan noget, men vi skal også være realistiske. Der er hård kamp og der er hold, som har haft mere tid med hinanden, men vi kommer til at kæmpe hårdt for det.

Dét mål opnåede United officielt i sidste weekend, da de røde djævle slog Liverpool på Old Trafford, og derfor er der intet behov for at spille stærkeste ellever. Der er som sådan intet at spille for, udover at give Bruno Fernandes assists og give bænkspillere lidt spilletid.

For spillerne må der også være en stor portion fokus på den kommende VM-slutrunde, der starter om en måneds tid. I hvert fald for dem, der er med – eller ligger lige i udkanten af en VM-trup.

Helt fint, at Carrick giver chancen til f. eks. Zirkzee, Mazraoui, Mount, Amad og givetvis Licha Martínez, der godt nok er foran Heaven i køen, men hvis aktier er faldet efter den unge englændernes glimrende præstationer.

Senne Lammens: – Det er mit job

Med det sagt, så var der også tydelige problemer, når Uniteds faste startere ikke var på banen. Mason Mount lå meget dybt, og gjorde det egentlig ganske fint, men det er ikke hans plads.

Mount er ikke en dybtliggende playmaker eller kriger. Ikke umiddelbart. Og det er Kobbie Mainoo i og for sig heller ikke. Ikke på samme måde, som vi ser det med Casemiro i hvert fald. United spillede ret beset med to 8’ere og en 10’er i Bruno Fernandes. Det gjorde, at United i mange situationer blev overløbet eller de små i fysiske dueller.

Når nu man vælger at spille med reserver, så er det tankevækkende, at en spiller som Ugarte ikke får lidt minutter, og trods alt er en mere naturlig 6’er end både Mount og Mainoo.

Måske bare for at forsøge at hæve hans pris en smule, inden han øjensynligt er fortid på M16 efter sommervinduet.

Amad var tilbage på Stadium of Light, og gjorde absolut intet væsen af sig. Det kunne man ellers have håbet, når han nu igen fik vist tillid fra træneren.

Zirkzee fik også en sjælden startplads og viste, hvorfor det er en sjælden startplads.

Alt i alt, så viste kampen i går, hvorfor United skal have hentet godt ind. Der er meget lidt kvalitet, hvis ikke United stiller med alle startere. Det bliver meget problematisk, når United i næste sæson igen kommer op og spille i omegenen af 50-60 kampe. Forhåbentlig.

Og så skal de spillere, der ikke er startere også finde et højere niveau frem. Især Amad, der skuffede fælt i går. Det blev han også kritiseret for i vores karakterbog.

Karakterbogen: Svær kamp gav et enkelt point med hjem fra Sunderland

Fokus på Brunos rekordjagt

Koste det, hvad det vil. Smid Maguire på toppen eller spil den kort på et straffespark. Som nævnt ovenfor, så er Uniteds sæson mere eller mindre færdig, og så kan man lige så godt jagte den rekord.

Det må alt andet lige være målet for de sidste to kampe. Selvom United i grove træk har gjort det, de skulle i denne sæson, så vil kirsebæret på toppen være, at Bruno Fernandes får lov til at få en trone på toppen af assistkongeriget.

Portugiseren vandt en titel som årets spiller hos FWA. I en sæson, hvor United ikke kan få noget sølvtøj, så vil det stadig være et symbol for succes, at vores kaptajn kan tage den rekord.

Der skal selvfølgelig også være fokus på at slutte foran Liverpool, men United møder Nottingham Forest næste gang, og det er sæsonens sidste kamp på Old Trafford. Jeg har svært ved at tro på andet end, at United kommer ud til den kamp og cementerer tredjepladsen.

Sæsonen skal naturligvis sluttes ordentligt af. Ingen grund til at blive ydmyget her i sæsonens efterår, men der skal findes en måde hvorpå, Bruno kan slå den rekord.

Specielt når Uniteds – eksterne – mål om at få klippet Frank Iletts hår alligevel røg i vasken i aftes.

Carrick: Tilfreds med point efter vanskelig udekamp

Få annonceret den næste træner

Hvis Uniteds næste træner – Carrick eller ej – skal have en jordisk chance for at få et overblik over truppens tilstand, kræver det, at United snart får afsløret, hvem der skal tage over.

Carrick har naturligvis en god idé om, hvad der rører sig i truppen, efter hans halve år ved roret.

Derfor er det også fint, at han får testet bænkspillerne af. Giv ham da bare kontrakten, Sir Jim. Så kan han arbejde målrettet mod næste sæson, så han ikke arbejder i uvished om, hvorvidt han egentlig er på sidelinjen næste sæson.

Den røde tråd, som INEOS har forsøgt at køre de seneste sæsoner har været, at man henter spillere til en spillestil og ikke efter trænerens ønske.

Derfor kan det måske endda være ligegyldigt, hvem der er træner.

Champions League sikret: Hvad er på spil de sidste tre kampe?

Det ændrer ikke på, at en offentliggørelse af, hvem der skal styre båden afgjort vil give bedre forhold for succes, når sæsonen starter igen.

Selv hvis det er fra det fjerne, at Uniteds næste træner findes kunne han se med allerede nu med den viden, at han skal træne dette hold.

Hvis United blot var tydeligere i deres udmeldinger. Hvilke spillere kan han bruge? Hvordan får han mest ud af den ene eller anden spiller?

For Uniteds bedste, er det en god idé at få meldt ud, hvem der skal lede det hold. I det mindste, så de ikke starter blindt, når spillerne vender tilbage i midten af juli – og slutningen af juli, for de spillere, der har været til VM.

Bliver det Carrick, så kan han arbejde langt mere målrettet, fordi han ved, at han skal styre holdet videre -selvom han angiveligt allerede arbejder meget med ledelsen i at styrke United fremadrettet. Om han så er træner sæson eller ikke.

Skriv et svar
Forrige artikel

Mainoos milepæl - de første 100

ANNONCE