Bruno Fernandes’ start i Manchester United har været over al forventning, og nu sætter han selv ord på starten. Her snakkes der om alt fra tilvænningen i Manchester, motivationen for at spille i United, Cristiano Ronaldo og Diogo Dalots mors madlavning i et interview med MUTV.
OldTrafford.dk har samlet et par af spørgsmålene og svarene, som du kan læse herunder.
Velkommen til vores portugisiske magnifico! Hvordan har du og familien det under isolationen?
– Jeg har det fint. Når familien er tæt på, er det nemmere. Det er lidt svært med den lille, når hun skal bruge al den energi, hun har, men min kone og jeg har fundet gode måder at bruge tid sammen på.
Det er godt, at du har familien her, så I kan tilbringe noget familietid sammen. Hjælper din familie dig med at forblive motiveret?
– Det hjælper meget. Det er meget nemmere, når man er sammen om det her, for var man bare alene, kunne man blot snakke til væggene og intet andet. Normalt har vi slet ikke al den tid sammen, fordi vi normalt er ude til kampe, så nu er vi nødt til at nyde at være så meget sammen, for vi ved jo ikke, hvor længe vi kan være sammen, så vi nyder disse øjeblikke. Men jeg håber, at vi snart kan gå tilbage til at spille kampe og have et normalt liv igen.
Hvordan gik din tilvænningsproces, da du flyttede til Manchester?
– Det var nemt, da staben hjalp mig med at finde hus og at falde til. Den første måned boede jeg alene og havde tid til at gå ud og spise, men jeg har det fint nu – hvis jeg er nødt til at blive hjemme, er jeg en person, der har det fint med det.
Hvordan reagerede du, da du fandt ud af, at Manchester United ville købe dig?
– Som sagt før, er det en drøm. Siden jeg var en lille dreng har jeg villet spille for Manchester United, for det er en af de største klubber i verden. De spillere, der har spillet i Manchester United, er blandt de største stjerner i verden. Jeg har allerede fortalt om Cristiano, og at jeg havde større interesse i Manchester på grund af ham, for når der har været portugisere i en klub, bliver de mere populære for mig.
Hvilke tanker gik igennem dit hoved, da du skrev under med United?
– Ikke ret meget. Når man ved, at Manchester United er en drøm for en, tænker man ikke. Man skriver bare under. Så er man glad for sit valg, fordi man har en mulighed for at vælge Manchester United, og når man har den, skal man skynde sig alt det, man kan og starte drømmen om at spille her.
Hvem var de mest hjælpsomme spillere, da du flyttede hertil?
– Diogo (Dalot, red.) var nok en af de vigtigste. Han er selvfølgelig også portugiser og snakker portugisisk til mig. I starten bad han mig om at bo hos ham i stedet for at bo på hotel, og hans mor lavede mad til mig. De svære ting blev hurtigt nemme, fordi Diogo og hans mor hjalp.
Interviewet i dets fulde længde kan læses – dog på engelsk – på Manchester Uniteds hjemmeside.
Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.