Manchester United kan med en sejr på mandag over Manchester City bringe sig 18 point foran bysbørnene i Premier League-tabellen med syv runder tilbage.
Og ifølge David de Gea er alle i United fokuserede på at slutte sæsonen af på flotteste vis efter den sidste måneds skuffende exits fra først Champions League og senere FA Cuppen.
– Jeg vil elske at vinde ligaen denne sæson, men sådan har alle det på holdet. Vi har fuldt fokus på at få tre point i hver kamp – det vil drive os frem mod målet. Vi er glade for vores position i ligaen, og vi ønsker at afslutte det, siger de Gea til ManUtd.com.
United har vundet 25 af deres første 30 kampe i Premier League, hvilket er ny rekord.
Derudover har det nordengelske mandskab ikke lukket et mål ind i de sidste seks ligakamp. En præstation, som de Gea må siges at have en stor andel i.
– Jeg har det godt, jeg er i form og føler mig tilpas på banen. Jeg har spillet mange kampe, men jeg får masser af hvile derhjemme, og så spiser jeg godt. Det er vigtigt at passe godt på sig selv, siger den 22-årige spanier, der samtidig indrømmer, at selvtilliden har fået det bedre efter en svær start i et engelske.
– Jeg har mere selvtillid, og jeg er mere stabil, eftersom jeg har fået en masse kampe i streg for holdet. Men man bliver også belønnet for at træne hårdt og være positiv, forklarer de Gea.
United hentede David de Gea i Atlético Madrid for snart to sæsoner siden for 18 mio. pund.