Debutant Wheatley: »Det har ikke været de værste 24 timer«

18-årige Ethan Wheatley er godt tilfreds med tilværelsen i øjeblikket – og med god grund. Det fortæller han efter sin debut for Manchester United onsdag aften.

Tirsdag aften blev Ethan Wheatley dobbelt målscorer i pokalfinalen for klubbens U18-hold, og 24 timer senere fik han så sin debut for Manchester United. Dermed blev Wheatley også akademispiller nummer 250 til at få sin seniordebut for klubben.

– Det er en fantastisk klub med en enorm historie, især i akademiet. Det er en ære at få min debut, og så endda som nummer 250. Der var lidt nerver på, men så snart jeg skulle på banen, var jeg bare spændt. Det har ikke været de værste 24 timer, siger han.

Den unge angriber erstattede Rasmus Højlund, da uret havde rundet 90 minutter. Og holdets kaptajn mente, at han lige så godt kunne krydre debuten med et mål.

– Han (Bruno Fernandes, red.) trak mig til side og fortalte mig, at jeg havde ni minutter til at score et mål, siger han.

Der blev dog ikke scoret flere mål i kampen, og dermed vandt Manchester United med 4-2 over Sheffield United.

Forrige artikel

Bruno Fernandes: »Det er en del af jobbet at blive kritiseret«

Næste artikel

Karakterbogen: Bruno scorer højest i sejren over Sheffield United

ANNONCE