Anthony Elanga jubler efter sin 4-2-scoring på Elland Road

Elanga er klar til næste skridt

Anthony Elanga er glad for sin gennembrudssæson, men fastslår også, at han er klar til at tage et skridt mere i sin udvikling.

At kalde Anthony Elangas 2021/22-sæson en gennembrudssæson er næppe at tage munden for fuld. Med 25 optrædener for førsteholdet er han – specielt i skikkelse af en Rhythm Is A Dancer-inspireret fansang – blevet en ægte fanfavorit på Old Trafford.

Men spørger man ham selv, er han ikke færdig her. Langtfra.

– Jeg føler, at jeg er klar til at tage næste step. Jeg sigter efter at blive bedre hver eneste dag. Det er min tankegang. Jeg ved, at jeg altid kan blive bedre, og jeg har fantastiske spillere, gode medarbejdere og gode mennesker omkring mig til at hjælpe mig med mine mål, siger han til Sky Sports.

Anthony Elanga har været et af få lyspunkter i en ellers meget mørk sæson for Manchester United. Svenskeren fortæller derfor også lidt om, hvordan det har været at slå igennem på det – ja – dårligt hold.

– Med 25 kampe for førsteholdet og min internationale debut, føler jeg, at jeg har lært enormt meget. På trods af, hvad der skete i denne sæson, føler jeg stadig, at jeg har lært meget, og jeg er klar til at tage mit spil til næste niveau i næste sæson.

Ten Hag-optimisme i top

For et par uger siden blev der omsider sat et fremtidsperspektiv på trænerposten i Erik ten Hag, der tiltræder som manager til sommer. Og Elanga er også meget optimistisk overfor sin kommende hollandske chef.

– Du kan se, hvordan Ajax spiller i Europa. Han er en fantastisk manager med en fantastisk rekord i Europa. Jeg har set, hvor god han er til at udvikle unge spillere, så det er en af ​​grundene til, at jeg er rigtig spændt på at arbejde med ham, siger Elanga,.

– Vi er selvfølgelig fokuserede på at afslutte sæsonen stærkt, men vi føler os også meget, meget positive omkring næste år, siger Elanga, der uddyber yderligere omkring Ten Hags udvikling af unge spillere.

– Jeg er imponeret over hans erfaring i Europa, udvikling af unge spillere som mig selv og de unge spillere, der er på vej. Han vil bringe spændende fodbold til Old Trafford. Det hele starter fra pre-season, og hvordan vi tager hans instruktioner og taktik ind. Han vil være en fantastisk tilføjelse til klubben, og jeg er virkelig, virkelig spændt på at arbejde sammen med ham, lyder det fra Elanga.

Forrige artikel
Joel Veltman

Tidligere Ajax-spiller om Ten Hag: Det perfekte match

Næste artikel

United kunne have købt Luís Diaz, men ledelsen afviste Rangnicks ønske

ANNONCE