Eriksen om nr. 14: Min søn valgte for mig

Har du også undret dig over, hvorfor Eriksen har valgt trøjenummer 14 i Manchester United? Svaret er, at det har han ikke. Det er nemlig hans søn, der har taget beslutningen.

Da danskeren kom til den røde del af Manchester i sommerens transfervindue, måtte han erkende, at alle hans tidligere trøjenumre allerede var besatte.

Bruno Fernandes spiller i nr. 8, som Eriksen havde i Ajax, og Luke Shaw har nr. 23, som var Eriksens nummer i tiden i Tottenham. I Brentford og Inter havde den danske midtbanespiller trukket henholdsvis nr. 21 og 24 over hovedet, men de var heller ikke tilgængelige.

Derfor måtte Eriksen finde sig et helt nyt nummer, og her fik han hjælp fra sin søn. Det fortæller han i en Q&A på Manchester Uniteds officielle hjemmeside.

–  Jeg valgte det ikke, min søn valgte det. Vi havde nogle få muligheder, nogle få numre. Jeg lavede en liste med de tilgængelige numre, og han valgte nr. 14, udtaler danskeren.

Den danske midtbanespiller fortæller videre, at han og familien føler sig hjemme i Manchester.

– Det har været godt. Jeg har kun været her i få måneder, men det føles allerede som om, at jeg har været her meget længere, hvilket er positivt.

Senere i dag trækker Christian Eriksen nr. 10 over hovedet, når han sammen med resten af det danske landshold skal forsøge at spille Danmark videre fra gruppespillet til VM-slutrunden.

Forrige artikel

Rashford forklarer jubelscene: Til min afdøde ven

Næste artikel

Journalist: Trossard tilbudt til Manchester United

ANNONCE