Februar måned begyndte med den hæsblæsende 4-3 sejr på Molineux. Her scorede Rasmus Højlund til 2-0, efter han også havde lagt op til Marcus Rashfords åbningsmål.
Højlund åbnede selv festen i 3-0 sejren mod West Ham og 2-1 sejren mod Aston Villa, inden han scorede begge mål i 2-1 sejren hos Luton Town.
Status: 5 mål og 1 assist i 4 kampe. Derudover blev han også den yngste spiller nogensinde til at score i seks kampe i træk i Premier League.
Grundet en skade var han desværre ikke med i månedens sidste ligakamp, 2-1 nederlaget mod Fulham. Det er måske også kun med til at understrege hans enorme betydning for holdet.
Selvom United efterfølgende vandt i FA Cup mod Nottingham Forest, var han stadig savnet, idet man skulle vente til det 89. minut, inden Casemiro fik scoret det afgørende mål.
Månedens spiller
Klubbens fans har nu stemt om, hvem der var Manchester Uniteds bedste spiller i februar 2024.
Her var tre spillere nomineret: Diogo Dalot, Rasmus Højlund og Kobbie Mainoo.
Sidstnævnte vandt samme pris i januar og ville altså have vundet den to måneder i træk, hvis han havde fået flest stemmer. Ligesom Alejandro Garnacho gjorde i november og december 2023.
Men United-fansene ville det anderledes. Mainoo måtte nøjes med 14% af stemmerne. Det var dog dobbelt så mange som Dalot, der fik 7%. Og derfor var der en suveræn dansk vinder i Rasmus Højlund, som noterede sig for hele 80% af stemmerne.
Bemærk at tallene er angivet uden decimaler, hvorfor de sammenlagt ikke giver 100% præcist.
Følgende spillere har nu vundet prisen i indeværende sæson:
August 2023: Bruno Fernandes
September 2023: Casemiro
Oktober 2023: Scott McTominay
November 2023: Alejandro Garnacho
December 2023: Alejandro Garnacho
Januar 2024: Kobbie Mainoo
Februar 2024: Rasmus Højlund
Det behøver dog ikke stoppe her for danskeren. Han er således også nomineret som månedens spiller i Premier League sammen med Phil Foden (Man City), João Gomes (Wolves), Pascal Groβ (Brighton), Rodrigo Muniz (Fulham), Bukayo Saka (Arsenal) og Ollie Watkins (Aston Villa).
Og hvis han vinder, følger han i fodsporene på Harry Maguire, der blev kåret som ligaens bedste spiller i november 2023.
Øvrige kåringer i Premier League
Kobbie Mainoo måtte altså nøjes med en andenplads i kåringen som Uniteds bedste spiller i februar.
Han var dog ikke til at stoppe i kåringen for månedens mål, hvor hans matchwinner mod Wolves fik hele 67% af stemmerne. Her var det Højlund, der var næstbedst, med 10% der stemte på hans åbningsmål mod West Ham.
Mainoos flotte scoring er da også nomineret som månedens mål i Premier League, sammen med syv andre. Og hvis han vinder, bliver han den tredje Manchester United-spiller, der vinder prisen i denne sæson. Bruno Fernandes og Alejandro Garnacho vandt prisen i september og november 2023.
Erik ten Hag er nomineret som månedens træner i Premier League sammen med Pep Guardiola fra Man City og Mikel Arteta fra Arsenal. Og hvis han vinder, vil han gentage sin bedrift fra november 2023.
Sidste mulige kåring er André Onana, hvis redning mod West Ham er nomineret som månedens bedste redning sammen med fem andre. Han har ikke tidligere prøvet at vinde kåringen i Premier League.