Ifølge supporterorganisationen MUST er Manchester Uniteds gæld ved at løbe løbsk. Alene renteudgifterne stiger med 28 millioner. pund – det samme som Juan Sebastián Veron blev købt for – i indeværende år.
Skal man tro Glazer-familiens talsmænd, kan man dog ikke bruge MUST”s tal til noget som helst. Faktum er, at der fortsat er styr på Uniteds milliardgæld, hvilket blandt andet er derfor, Sir Alex Ferguson fik lov at gå på storindkøb i sommer.
“Historien er fejlagtig. Intet har ændret sig med hensyn til gælden. Den bliver fortsat uden problemer betalt af af Manchester United, hvis forretningsdel aldrig har været bedre. Det illustreres af, at der som vanligt stilles de penge til rådighed for spillerindkøb, manageren skal bruge,” lyder det fra Glazers PR-folk.
I sommer forsøgte familien at omlægge gælden på i omegnen af syv milliarder kroner, men da finansmarkedet på daværende tidspunkt røg ind i en større krise, der er fortsat lige siden, blev planerne hurtigt lagt på is.