Hernandez frustreret over bænketjans

Manchester Uniteds udlejede angriber er mildest talt frustreret over sin situation i Real Madrid, hvor han ikke har fået en fair chance for at vise sit værd.

Den 26-årige frontløber blev forleden matchvinder for sit landshold, da Mexico slog Ecuador 1-0. I kølvandet på sejren fortalte han Fox Sports, hvad han synes om sin øjeblikkelige situation.

– Min situation er frustrerende. Jeg deltager, jeg giver alt, hvad jeg har til træning, men jeg får næsten ingen spilletid ud af det. Jeg er en del af et hold, men jeg er ikke en del af den vigtige og afgørende del – kampene.

– Nogle gange er min selvtillid helt i bund, selvom jeg gør mit bedste for at holde hovedet højt med hjælp fra de folk, som altid er ved min side og støtter mig, lyder det ærligt fra Javier Hernandez, der har fået små 590 minutter på banen for Real Madrid.

Chicharito fik heller ikke meget spilletid for Manchester United, før han blev lejet ud. Med seks ligastarter sidste sæson, har det været to miserable sæsoner for ”den lille ært”.

– Det vigtigste er at få chancerne, og at føle, at trænerne tror på dig. Når jeg har følt det, og jeg er blevet givet chancen, så har det givet positive resultater. De sidste to sæsoner har dog været meget frustrerende for mig. Jeg skal være et sted, hvor jeg har opbakningen, så jeg i det mindste kan bevise, om jeg kan noget eller ej.

Det er endnu uvist, om Javier Hernandez har en fremtid på Old Trafford efter endt lejeophold hos Los Blancos.

Forrige artikel

John Terry: Har fortsat mareridt over min afbrænder

Næste artikel

Falcao 100% fokuseret på United

ANNONCE