Karakterbogen: Licha og Weghorst var iøjnefaldende

Lisandro Martinez og Wout Weghorst udmærkede sig på hver deres måde i Manchester Uniteds 3-0-sejr over Nottingham Forest.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea – 6

Solid kamp i buret af spanieren, der var god med fødderne og leverede en flot tv-redning som svar på en flugter fra Gustavo Scarpa.

Aaron Wan-Bissaka – 5

Hans positionering fejlede i flere omgange i første halvleg. Det var tydeligt, idet Forest primært angreb gennem hans side, hvor der lidt for ofte var en del plads. Højrebacken var dog stærk i duelspillet.

Victor Lindelöf – 6

Fin præstation af svenskeren, der til tider ligesom Wan-Bissaka fejlede i sin positionering. Men som sin kollega på højrebacken, var han god i sine dueller og var samtidig boldsikker.

Lisandro Martinez – 8 (Kampens spiller)

Hvor er argentineren en fornøjelse at følge. Han er som en pitbull på fodboldbanen. Han er nådesløs og river alt fra hinanden. Med 95 afleveringer havde han flest af alle – det skete med en afleveringspræcision på 92 procent.

Tyrell Malacia – 7

Ligesom med Martinez skal man heller ikke tage fejl af hollænderen på grund af hans størrelse. Han tør også godt slå fra sig i duellerne. Der var han god. Han forsøgte flere gange at involvere sig i det offensive spil. Noget som han bliver bedre og bedre til.

Casemiro – 5
Han var savnet mod Arsenal, men var onsdag aften lidt for nonchalant i sin spillestil, hvilket gjorde, at han mistede bolden for mange gange. Men trods sine fejl i kampen viste han igen glimt af den verdensklasse, han besidder så meget af.
Christian Eriksen (ud 71′) – 6
Danskeren var centimeter fra at komme på måltavlen, da han knaldede bolden på overliggeren i anden halvleg. Han var stærkt involveret i de røde djævles offensive spil.

Antony (ud 71′) – 6

Kantspilleren har fået en del kritik på det seneste. Mod Forest vist han dog, hvorfor Erik ten Hag så godt kan lide. Han var involveret og synlig gennem det meste af de 70 minutter, han fik på banen. Han fejlede i duelspillet, men formåede konstant at løbe sig i frie positioner, hvor han var god i sammenspillet med sine medspillere.

Bruno Fernandes – 6

Magnificoen har på det seneste fundet målstøvlerne frem igen. Det gjorde han igen onsdag aften, hvor han scorede fra kanten af feltet. Ligesom Eriksen gik al Uniteds offensive spil gennem portugiseren.

Marcus Rashford (ud 57′) – 6

Han er bare brandvarm og næsten ustoppelig i øjeblikket. Englænderen modtog bolden på egen banehalvdel og formåede på egen hånd – med lidt held – at putte bolden i mål med sit (svage) venstreben.

Wout Weghorst (ud 86′) – 7

En nærmest perfekt indsats af den hollandske angriber, der fik scoret sit første mål for United. Han fungerede godt som opspilsstation for sine medspillere. En rolle, han udfyldte ved at ramme alle sine 20 afleveringer. Ikke dårligt for en spiller, der har fået kritik for sin begrænsede teknik.

INDSKIFTERE:

Alejandro Garnacho (ind 57′) – 4

Det var ikke meget, der var at se fra den unge argentiner, der var næsten usynlig.

Fred (ind 71′) – 5

Brasilianeren leverede en stille og godkendt indsats.

Facundo Pellistri (ind 71′) – 4

Kantspilleren kom ind med en masse energi og lyst til at bevise sig. Men ligesom sin argentinske holdkammerat på den modsatte kant, var det ikke meget, han kom på bolden, da en del af spillet foregik centralt på banen.

Anthony Elanga (ind 86′) – UB

Svenskeren skal have ros for at lægge op til kampens sidste mål. Men på grund af den begrænsede spilletid, får han ingen karakter.

 

Er du enig i karaktergivningen?

Opret en profil og diskutér dette i kommentarfeltet under artiklen – så er du med i konkurrencen om at vinde en United-trøje.
3 kommentarer
  1. Bestemt enig. Dog mener jeg du er for flink med Garnacho, da han virkede til, at have mere travlt med at sparke bolden væk, end koncentrere sig om spillet – Var heldig med, ikke at få gult.

  2. Rigtig fin karakter givning efter kampen i aftes, også gode begrundelser.

    Meget mening i Weghorst karakter, han overraskede mig positivt, rigtig forward kasse han får lavet og super aflægninger gennem hele kampen, stærk indsats.

    Lisandro presser sig på som min favorit djævel, Rashford i hans nuværende udgave er lige et mulehår foran stadig dog…men jeg elsker vores lille argentinske verdensmester, indbegrebet af en fighter af guds nåde.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Weghorst sætter United på kurs mod ligacupfinalen

Næste artikel

Martínez: Vi kontrollerede kampen

ANNONCE