Målløs Kagawa: Det er så overvældende

Japanske Shinji Kagawa har på sin blog fundet de yderst positive gloser frem i sin beskrivelse af Manchester United og sin nye hjemby.

– Endelig er jeg trådt ind i ’kongen af klubber’ – Manchester United.

Sådan skriver Shinji Kagawa på sin officielle hjemmeside.

Og den 23-årige japaner, som er rejst med Manchester United på pre-season-tur, virker ovenud lykkelig over at se frem til at repræsentere de engelske vicemestre.

– Historien, spillerne, logoets betydning. Alt er ’wow’-agtigt. Jeg skal bære den berømte, røde trøje og spille det, jeg elsker – fodbold – som en del af ’De Røde Djævle’.

– Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er. Det er så overvældende. Jeg er rent ud sagt målløs, skriver ’Shinji’.

Et rart miljø
Den elegante midtbanekreatør beskriver, at han i Dortmund brugte meget af tiden mellem kampe på at slappe af. Det virkede som god forberedelse til hver eneste kamp. Det samme kan komme til at gøre sig gældende i japanerens nye hjem i det nordlige England.

– Forstaderne til Manchester er meget afslappede, og tiden går ganske langsomt. Jeg tror, det er et rigtigt godt miljø for en fodboldspiller, skriver Kagawa, som også pointerer, at han stadig føler sig som turist i det engelske, hvor alt er ’nyt og spændende’.

– Nu vil jeg koncentrere mig om træningssessionerne og vænne mig til det nye miljø.

– Og så er jeg nødt til at arbejde med mit engelske sprog, som er noget anderledes end tysk, skriver Shinji Kagawa.

Det er forventet, at Kagawa får sin debut for Manchester United i onsdagens kamp mod sydafrikanske AmaZulu. 

Forrige artikel

Suarez angriber: United planlagde det hele

Næste artikel

Optakt: AmaZulu FC – Manchester United

ANNONCE