Foto: Jan Kruger – UEFA/UEFA via Getty Images
For lidt over et år siden kom Sir Jim Ratcliffe til Manchester United med ambitioner, mål og drømme om at føre klubben tilbage til en ny storhed.
Men for at nå tilbage til storheden, har Ratcliffe udtalt, at der er en lang række områder, der skal forbedres, heriblandt Old Trafford. Til at kigge ind i klubbens stadionmuligheder har man nedsat en profilrig arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan Manchester United kan sikre sig et verdensklasse stadion.
Nu har gruppen offentliggjort en rapport, hvori man har kortlagt, de muligheder der er omkring et nyt stadion til United.
– Sammen har vi undersøgt en lang række aspekter for at producere en rapport, der skitserer de enorme muligheder, som Manchester United og de lokale myndigheder har for at levere stor økonomisk og social vækst. I hjertet af planen er et førsteklasses fodboldstadion, som vil fungere som en katalysator for et af de største genopbygningsprojekter, der nogensinde er påtaget i Storbritannien, udtaler Lord Sebastian Coe, formand i arbejdsgruppen.
De indledende undersøgelser viser, at projektet vil kunne levere en 7,3 milliarder pund ekstra til den britiske økonomi, samt mere end 90.000 beskæftigelsesmuligheder. Disse tal er beregnet på baggrund af et stadion med 100.000 tilskuerpladser.
Et af dilemmaerne om et nyt stadion har været om man skal udvide og restaurere Old Trafford eller om man skal bygge et helt nyt stadion. Her har arbejdsgruppen udregnet, at det nuværende Old Trafford højst kan udvides til en kapacitet på 87.000 tilskuer, mens et nyt stadion vil have plads til hele 100.000. Begge muligheder er stadig i spil og under overvejelse, og en beslutning om, hvilken vej man går, forventes afklaret på denne side af sommeren.
Flere medier skriver lørdag, at Ratcliffe foretrækker at bygge et helt nyt stadion.
Betydning for hele regionen
Som en del af gruppens arbejde har man inddraget 50.000 fans om deres holdning til stadionmulighederne. Her svarer mere end 90%, at de er positive om, at klubben skal have et verdensklasse stadion i det nuværende område. Hertil svarer 52%, at de gerne ser, at man bygger et helt nyt stadion, mens 31% mener, man skal bruge det nuværende stadion som base for et nyt stadion.
Ligeledes har gruppen inddraget lokalsamfundet omkring stadion. Her mener 60%, at området vil få positivt gavn af stadionprojektet. Det tilføjes i udmeldingen, at lokalsamfundet fortsat vil blive konsulteret videre i processen.
Greater Manchesters borgmester, Andy Burnham, der også har været en del af arbejdsgruppen, mener, at projektet ikke kun kommer til at bidrage positivt til området omkring Old Trafford, men også hele oplandet.
– At transformere området omkring Old Trafford vil ikke kun gavne Greater Manchester. Ved at begynde at flytte fragt væk fra stedet, kan vi bringe nyt liv til uudnyttede industriområder, åbne op for kapacitet på vores jernbanenetværk og frigøre et enormt potentiale i hele norden. Vi er klar til at gå videre og vil arbejde tæt sammen med regeringen, byrådet, samfundet og klubben for at sikre, at vi gør det rigtigt, udtaler Burnham.
Det økonomiske aspekt
Uanset, hvilken vej man går med projektet bliver det en omkostelig affære. The Telegraph har tidligere anslået, at det vil koste mellem 1,5 og 2 mia. pund at bygge et nyt stadion, mens at en udvidelse af det nuværende Old Trafford vil koste omkring 800.000 mio. pund. Til sammenligning har Tottenhams nye stadion, der stod færdigt i 2019 med plads til cirka 62.850 tilskuer, kostet cirka 1,2 mia. pund.
– Dette er en enestående mulighed for totalt at transformere Old Trafford og det omkringliggende område og skabe titusindvis af nye arbejdspladser og tiltrængte nye hjem.
– Det er en langsigtet plan, der vil tage mange år om at bære frugt, men som rapporten siger, er dette en af de mest betydningsfulde muligheder for byfornyelse i kommunen, og resultaterne vil blive fantastiske for Trafford og den omkringliggende region, udtaler den økonomiske rådmand, Liz Patel, der også har været en del af arbejdsgruppen.
Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvordan det nye stadion skal finansieres, men flere medier spekulerer i, at midlerne kan findes gennem f.eks. banklån, salg af stadionnavn og forhøjede billet priser. Borgmester Burnham har dertil i efteråret afvist, at kommunen vil støtte stadionprojektet med offentlige midler.