Medie: Paris frister Lucas Moura

Paris Saint-Germain kan stjæle Lucas Moura for næsen af Manchester United. Det skriver den brasilianske hjemmeside globoesporte.com.

Manchester United kan blive snydt for det 19-årige supertalent i sidste øjeblik, hvis man skal tro de seneste rygter. Der er flere faktorer, der spiller ind i den kommende verdensstjernes overvejelser.

Forlydender går på, at Lucas finder byen Manchester kedelig, og derfor foretrækker at flytte til Paris. Derudover er den brasilianske legende, Leonardo, sportsdirektør i PSG, og han har tilsyneladende et godt forhold til spillerens agent, Wagner Ribeiro. Leonardo har også selv tørnet ud for Sao Paulo i sin tid. Penge nævnes ikke som en faktor, men mon ikke Lucas kan se frem til en vanvittig løncheck, hvis han vælger PSG.

Der er dog en lille krølle i aftalen, der kan komme Manchester United til gode i kampen om vidunderbarnet. Paris har nemlig i øjeblikket det antal ikke-europæere de må have i truppen, så hvis de skal have Lucas indlemmet, må de sælge en anden for at gøre plads.

PSG’s træner, Carlo Ancelotti, har ellers netop lige udtalt, at han er færdig med at hente nye spillere til den stenrige klub. Rygterne vil formentlig fortsat køre på højtryk, lige indtil Brasilien er færdige under De Olympiske Lege, hvor de forventes at tage guldet. Lucas Moura vil afgøre sin fremtid derefter.

Forrige artikel

Phelan roser Dæhli

Næste artikel

Fletcher skal træne med landsholdet

ANNONCE