(Photo by Gareth Copley/Getty Images)
Manchester United har ikke tabt en fodboldkamp siden oktober. Amad spiller helt fantastisk. Højlund scorede to i midtugen. Zirkzee og Rashford scorede to hver i går. Der er god stemning i truppen.
Amorim sagde efter kampen, at det ikke var så kønt. Det var ikke tiki-taka hele vejen igennem, men mindre kan også gøre det. United pressede ihærdigt. Havde gode kombinationer på midten af banen og på standarder. For en gruppe spillere, der har kendt deres træner i to uger, er det godkendt.
Udover de fire mål og de mange gode præstationer, hvad lærte vi så af kampen?
Det giver vi tre bud på her.
Manchester United ligner et hold
Man skal aldrig sælge skindet før bjørnen er skudt, men United ligner 11 spillere, der spiller for hinanden og for klubben. Vi må se, hvad der sker hvis/når resultaterne ikke går med os, men for nu er egoerne lagt på hylden. Man fik følelsen af, at spillerne spillede mest for deres eget image til sidst under ten Hag. Hvilket ikke var et pænt syn på nogen måde.
Amorim er kommet med en god energi og en plan, som spillerne virker til at have købt ind på. Vi bliver for alvor testet på onsdag mod Arsenal, hvor vi helt sikkert får nogle svar på, om holdet kan modstå pres.
Hvad angår kampen i går, så havde United en gameplan, som de holdt sig til. Føringen virkede aldrig usikker og United blev ved med at prøve at score. Noget som vi sjældent så under ten Hag. Så blev der skiftet en forsvarspiller ind for at forsvare føringen.
Spillerne er begyndt at lære mere om Amorims system og kæmper deres bedste for at udfylde deres rolle bedst muligt. For hinanden, for træneren og for klubben.
Rashford om Amorim: »Han er kommet med en fantastisk attitude«
Amorim kan få hovedpine over angrebet
Det menes på en positiv måde. I går fik Zirkzee pludselig også lyst til at være en af banens absolut bedste. Højlund scorede to i midtugen. Amad har i et stykke tid været Uniteds bedste angribende spiller. Rashford smiler igen og spiller godt. Garnacho kan også altid finde på at levere på allerøverste hylde.
Hvem skal spille fra start, når vi møder de bedste? Det må være en hovedpine for Amorim, at han skal skuffe 2-3 spillere hver uge. Alle i angrebet har givet Rúben en grund til at skulle spille dem. Udover Antony.
Det kommer nok ikke til at fortsætte med at se godt ud. Der kommer nogle modgangsperioder. Derfor kan det også blive en god hovedpine, når så mange offensive spillere viser, hvorfor de skal spille. Hvis den ene ikke leverer, så gør den anden forhåbentlig.
Lige bagved de angribende spillere, kan han også få en hovedpine. Ugarte er Amorims mand. Så er der Kobbie Mainoo, der lige er vendt tilbage. Han er klubbens fremtid og nutid, hvis vi skal være ærlige. Så er der Mount, som Amorim har snakket pænt om. Det her 3-4-3-system er et system, som Mount virkelig var god i under Tuchel i Chelsea.
Skal der findes en plads til Mount? I så fald, hvor? Skal Casemiro blive? Amorim skal træffe nogle svære valg hver uge. Heldigvis på et godt grundlag.
Selvtillid er den bedste doping
Igen, kampen på onsdag bliver helt sikkert en bedre indikation omkring, hvor United står. Det er bare en realitet, at United førhen også har haft svært ved at slå de ”dårligere” hold.
Ipswich eksempelvis. Også på hjemmebane har United haft svært ved at dominere kampen og langsomt dræne modstanderen for mod. Det er helt tydeligt, hvad selvtillid gør ved spillerne og spillere generelt. Pludselig vindes de fleste dueller. Marginalerne går den rigtige vej. Ting spillerne afprøver virker. At spillerne tror på sig selv og hinanden giver et enormt boost. Et lovligt præstationsfremmende middel.
Selvtilliden skal tages med ind til alle kampe. Arsenal kan virke som en farlig kamp. Sagen er den, at Arsenal har lukket flere mål ind end United. United-spillerne skal stole på hinanden og have tillid til, at de sagtens kan slå Arsenal.
Så snart troen og selvtilliden er væk, så kan United sagtens falde tilbage i ”Erik ten Hag-syndromet”, hvor spillerne mister modet og kaster håndklædet i ringen inden, at kampen overhovedet er startet for alvor.
Derfor skal United-spillerne dope sig selv så meget som overhovedet muligt med selvtillid og tro på egne evner.
Tja i 85 kampe under EtH formåede vi ikke at vinde en kamp med 4 mål….
Det gjorde Amorim på 3 kampe…😅
Det er h3l også værd at tage med…
Ved godt det ikke er afgørende, men alligevel lidt bemærkelsesværdigt