Neville uden manager-ambitioner

Gary Neville går ikke med tanker om en dag at blive manager.

Da Gary Neville indstillede karrieren som fodboldspiller, var der mange, der regnede med, at han ville få en fremtidig karriere som træner eller manager. Hans fremragende lederegenskaber på og uden for banen kunne sagtens anvendes som manager.

Men Neville gik andre veje og startede som kommentator hos SkySports; en stilling som Gaz siden starten har haft stor succes i.

Derfor overraskede det da også mange, da den nye engelske landstræner Roy Hodgson kort før EM i sommer udpegede Gary Neville som en del af sin trænerstab. Også grundet hans tidligere kontroverser med fodboldforbundet.

Rollen som træner nød Neville, og de engelske landsholdsspillere havde stor respekt for den tidligere United-anførers vejledning og træning. Men Neville ser ikke sig selv som manager i fremtiden.

– Jeg nød rollen under EM. Hvem ville ikke det til så stort et mesterskab? Det var en stor oplevelse, og jeg fik masser af erfaring med mig. Men jeg ved, at jeg lige er startet i faget og er ung og endnu har masser at lære. Jeg har ingen ambitioner om at blive manager, siger Neville i følge Thurrock Gazette.

Nevilles kontrakt med FA løber i fire år. Sideløbende med rollen som træner for landsholdet vil Neville fortsætte sit arbejde for SkySports.

Forrige artikel

Cofie på lån til Sheffield Utd

Næste artikel

De Gea jagter OL-succes

ANNONCE