Optakt: Bournemouth – Manchester United

I ugen hvor det, der bare ikke måtte ske, skete, skal Louis van Gaals tropper forsøge at glemme tømmermændene, når de lørdag gæster oprykkerne fra Bournemouth.

 

 

”Den vigtigste kamp indtil videre”. Sådan sagde Louis van Gaal om tirsdagens afgørende Champions League-kamp mod Wolfsburg. På trods af, at man to gange så ud til at avancere, endte det med et smerteligt 3-2-nederlag og exit fra den bedste europæiske turnering.

Siden har kritikken mod Louis van Gaal været hård, og man føler en slags pres på den ellers altid ‘cool’ hollænder, der til lørdagens kamp mod oprykkerne fra Bournemouth må undvære hele ni spillere.

Oprykkerne fra Bournemouth må omvendt føle, at optakten til opgøret ikke kunne have været bedre. For ikke nok med, at United kommer fra lussingen i Champions League og 0-0-resultatet mod West Ham i den forgangne runde, kunne de sydengelske oprykkere i lørdags tage en overraskende 1-0-sejr med sig fra Stamford Bridge.

Sejren på ‘broen’ sikrede, at Eddie Howes tropper med 13 point nu er placeret lige over nedrykningsstregen – samme antal som både Norwich og Newcastle, og et point foran Sunderland.

Med andre ord står Manchester United foran et sultent oprykkerhold, der med en sejr kan overhale Chelsea i tabellen. Med de mange skader og den negative stemning omkring klubben, er det en risiko, man ikke skal udelukke.

Omvendt er det sjældent, at man kan kalde sig sejrsherre hjemme på Goldsands Stadium. Således skal vi helt tilbage til 19. september for at finde seneste hjemmesejr – mod ligaens pt. 18. dårligste hold fra Sunderland.

Louis van Gaal må derfor håbe, at den skrøbelige Bournemouth-defensiv er til at bryde igennem, mens han må krydse finge for, at reservetropperne i bagkæden kan formå at holde Matt Ritchie og co. fra at gøre det, Julian Draxler og ditto gjorde i midtugen, da de sendte United ud i Europa League-kulden.

Der er dog ingen tvivl om, at oprykkerholdet er markant dårligere, og skal ret være ret – på trods af formen – så bør det være en overkommelig opgave for ”de røde djævle” at rejse hjem med alle tre point mod ligaens nummer 16.

Dato, tid og sted

Kampen sparkes i gang lørdag 12. december kl. 18.30 på Goldsands Stadium i Bournemouth.

Dommer

Anthony Taylor dømmer lørdagens opgør.

Skader og karantæner

Lad os starte med den gode nyhed: Morgan Schneiderlin, der virkelig var savnet mod Wolfsburg, er igen tilbage i truppen og klar til at udfordre til en startplads. Som vi tidligere i dag kunne berette, må Louis van Gaal dog undvære en skare på hele ni spillere – herunder de seneste tilskadekomne, Chris Smalling og Matteo Darmian, samt Bastian Schweinsteiger, der er blevet idømt tre dages karantæne for sin forseelse sidste weekend.

Dermed står hollænderen over for lidt af et dilemma i forsvaret, hvor han på det seneste har givet de unge spillere Guillermo Varela og Cameron Borthwick-Jackson chancen.

Morgendagens modstandere er dog heller ikke helt godt stillet på skadesfronten. Tværtimod tæller deres skadesliste hele 10 spillere, hvor særligt sidste sæsons topscorer Calum Wilson, der meldes ude i hvert fald fire måneder endnu, er et stort savn.

Mulige startopstillinger

Bournemouth

Boruc

Smith – Francis – Cook – Daniels

Surman

Ritchie – Gosling – Arter – Stanislas

King

Manchester United

De Gea

Varela – McNair – Blind – Borthwick-Jackson

Schneiderlin – Fellaini

Lingard – Mata – Young

Martial

Hold øje med

Med topscoreren Calum Wilson langtidsskadet, påhviler der et helt særligt på den offensive midtbaneprofil og langskudsspecialist Matt Ritchie. Sidste sæson stod han for imponerende 15 mål og 17 assist i 46 kampe for den oprykkende klub.

Selvom han kun har haft en fod med i fire mål i indeværende sæson, spillede han en god kamp mod Chelsea sidste uge, og er en spiller, der ikke skal bruge meget plads for at skabe ravage.

Sagt om kampen

”Der er ikke nok snak og lederskab. Specielt ikke når du har unge spillere som Memphis, Martial og Lingard. Du er nødt til at snakke til dem og nærmest coache dem gennem hele kampen” – Paul Scholes om situationen på midtbanen.

Skribentens bud på kampens udfald

Jeg tror, at Louis van Gaal vil gøre alt for, at der bliver lukket ned defensivt, og der er det altafgørende, at han får Morgan Schneiderlin med til at beskytte den formodede unge bagkæde. Bliver han, som alt tyder på, klar, tror jeg på en 1-0-sejr til ”de røde djævle”.

Vidste du, at…

  • Kampen i morgen er den første mellem de to klubber, nogensinde, i Premier League-sammenhæng.
  • Sidst, de mødte hinanden, var helt tilbage i 1989 i FA Cuppens femte runde, hvor United vandt omkampen 1-0.
  • Sidste weekends sejr over Chelsea var Bournemouths første sejr i ni kampe, men den tredje i træk, hvor man er ubesejrede.
  • Eddie Howes hold har i Premier League-sammenhæng lukket hele 30 mål ind – 20 flere end United.
  • Van Gaals hold har til gengæld spillet 0-0 hele otte gange i kalenderåret 2015 – det højeste antal siden 2005, hvor man spillede 10 kampe til nul.
  • United er ubesejrede i de sidste syv kampe – men har kun vundet to af de sidste syv kampe, der kom efter en midtugekamp i Champions League.

TV

Kampen vises på TV3+ og 6’eren.

Hvem spiller rivalerne imod

  • Manchester City – Swansea (lør 16:00)
  • Aston Villa – Arsenal (søn 14:30)
  • Tottenham – Newcastle (søn 17:00)
  • Leicester – Chelsea (man 21:00)

Bliv klædt på til kamp her – Køb Manchester Uniteds nye trøje

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

PL-retur til Vidic?

Næste artikel

Van Gaal advarer mod store forventninger: Ikke som for 10 år siden

ANNONCE