Optakt: Burnley

Det travle juleprogram i Premier League fortsætter ufortrødent. Lørdag aften tager United den korte tur til Turf Moor, hvor Sean Dyches Burnley venter.

0-2 nederlaget til Watford for seks dage siden blev en grim plet på hvad der ellers har været en positiv december måned i den røde del af Manchester.

Skuffelsen blev revancheret på Boxing Day, hvor et Newcastle-hold i julegavehumør var stærkt medvirkende til at United trak sig sejrrigt ud af opgøret med 4-1.

Det er ikke altid til at forvente hvilken side af Manchester United man ser når der er bund- og midterhold på menuen. Netop som man tror man har luret mønsteret bliver det brudt igen. Der er eksempelvis blevet analyseret meget på at United har svært ved at nedbryde kompakte og dybtstående hold, men alligevel formåede man for kun anden gang i sæsonen at score fire mål på hjemmebane, mod et Newcastle der var indstillet på at forsvare det meste af kampen.

Nu kommer turen så til Burnley – ligaens nuværende nr. 12, fire point efter Manchester United på ottendepladsen.
Burnely er et hold der under Sean Dyche er blevet kendte for netop at være svære at nedbryde, særligt i deres to første sæsoner i Premier League. Burnley har med al respekt ændret sig en smule med tiden, og er faktisk et mere offensivt satsende hold end de var som oprykkere. De spiller i en rigtig nordengelsk 4-4-2 med to bomstærke angribere i Ashley Barnes og Chris Wood, og de to har været en duo som mange hold i ligaen har haft svært ved at holde styr på. Det er ikke svært at forestille sig en svær kamp for Victor Lindelöf, der har en tendens til at blive fysisk bullied af angribere der er højere og stærkere end ham selv.

Ikke desto mindre er United favoritter. Opgøret mod Newcastle viste at der kan være mål i holdet, selv mod en 11-mands betondefensiv. Newcastle forærede godt nok et par mål væk, men det var til dels et produkt af en høj intensitet i Uniteds offensive presspil. Særligt Martial viste gode takter i sin intensitet, noget han ellers til tider er blevet kritiseret for at mangle. Kan United holde denne intensitet oppe er der gode muligheder mod Burnley.

For selv om Burnley er solide og velorganiserede defensivt i two banks of four, er de ikke et hold bestående af eminente tekniske eller boldsikre spillere, særligt ikke i bagkæden. Kan United formå at lægge pres på mindre boldstærke spillere som Charlie Taylor, Ben Mee, Matt Lowton og Phil Bardsley, er der chancer for igen at fremprovokere fejl der kan blive kampafgørende.

Vi ved at Burnley gerne vil spille fysisk. De opsøger dueller på jorden og i luften, de udfordrer modstanderens centerforsvarere med lange bolde og masser af indlæg. Jeg tror at Burnley på Turf Moor vil være mere modige end Newcastle var på Old Trafford, og jeg forventer en kamp der er en anelse mere åben. Burnley bliver svære at nedbryde når de venter på at United tager initiativ, men de vil også gerne frem ad banen med deres direkte spil, og  det er ikke utænkeligt at United kan opsnappe en kontra eller to, noget vi flere gange denne sæson har set kan være dødbringende.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles lørdag d. 28. december kl. 20.45 på Turf Moor.

Kampens dommer:

Mike Dean er manden med fløjten.

Skader og karantæner:

United må undvære Scott McTominay der udgik med en knæskade ved halvleg i kampen mod Newcastle. Marcos Rojo, Eric Bailly, Timothy Fosu-Mensah og Axel Tuanzebe er også ukampdygtige.

Burnley er uden Ben Gibson og Aaron Lennon.

Mulige startopstillinger: 

 

Manchester United:

De Gea 

Wan-Bissaka – Maguire – Lindelöf – Shaw

Fred – Pogba

James –  Lingard – Rashford

Martial

 

Burnley:

Pope

Bardsley – Tarkowski – Mee – Taylor

Hendrick – Westwood – Cork – Gudmundsson 

Wood – Barnes

Hold øje med:

De to spillere der virkelig kan gøre ondt på modstanderen er de to angribere Ashley Barnes og Chris Wood. Barnes har været i bedst målform over hele sæsonen, men er lige vendt tilbage fra en mindre skade. Chris Wood er altså inde i den bedste periode målmæssigt af de to lige nu, og kan være manden man skal holde øje med i Burnleys offensiv. Men forventer man at United har bolden meget kan der også opstå spændende dueller imellem Burnelys højreback (enten Bardsley eller Lowton) og Marcus Rashford. Uanset hvem af de to Rashford er oppe imod ligner et gult kort til forsvareren et godt godt bettingtip. Desuden er der en spændende duel mellem Uniteds dobbeltmålscorer fra seneste kamp, Anthony Martial, og Burnleys Man of the Match i deres snævre nederlag til Everton, Ben Mee.

Skribentens bud på kampens resultat:

Ole Gunnar Solskjærs eneste kamp mod Burnley var i januar, hvor United med fem minutter tilbage af kampen fik slidt sig hjem til et 2-2 resultat. Før det var man blevet overrumplet af Burnleys fysik – på mål af netop Wood og Barnes – en fejl der ikke må gentage sig. Jeg tror at nordmanden har lært lektien fra sidst, så hvis United kan holde intensiteten i presspillet og slå et par kontraer er der muligheder. Jeg spår en 2-0 sejr.

Hvor kan kampen ses?

Kampen vises på Viaplay og TV3+.

Vidste du, at…

  • Der har været mere end 2,5 mål i otte ud af Uniteds seneste ti kampe?
  • United ikke har tabt til Burnley i de seneste ni indbyrdes opgør – man skal tilbage til 2009 for at finde en Burnley sejr?
  • Burnley ikke har holdt et clean sheet mod United i de seneste fem kampe?
  • Burnley i denne sæson i ligaen har scoret lige så mange mål som United har lukket ind (23) og har lukket lige så mange ind som United har scoret (30)?
  • United i to af de seneste seks opgør mod Burnley har fået rødt kort?
  • Turf Moor kun ligger ca. 45 kilometer nord for Manchester?

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Highlights: Se alle målene i 4-1-sejren over Newcastle

Næste artikel

Startopstilling: Fire ændringer

ANNONCE