Optakt: Chelsea – Manchester United

Manchester United og Chelsea er uden tvivl Englands to bedste mandskaber for tiden. Det symboliseres godt ved, at det netop er de to hold, der står over…

Manchester United og Chelsea er uden tvivl Englands to bedste mandskaber for tiden. Det symboliseres godt ved, at det netop er de to hold, der står over for hinanden i årets FA Cup-finale. Det er svært at finde klubber, der er lige så værdige til at indvie det nye Wembley som United og Chelsea. Det kan ikke andet end at blive en stor finale, der kommer os i møde.

For United er finalen et spørgsmål om at blive det altdominerende hold i England i denne sæson. For Chelsea handler det om ikke at se tilbage på sæsonen som en total fiasko. Chelsea har godt nok allerede tilføjet en titel til trofæskabet, da Arsenal blev besejret i finalen af Liga Cuppen. Det kan dog langt fra være tilfredsstillende for Roman Abramovic, der smed penge efter bl.a. Shevchenko, Ballack og Kalou sidste sommer.

Man kan argumentere for, at United har haft en sværere vej til finalen end Chelsea. United har i form af Aston Villa, Portsmouth, Reading, Middlesbrough og Watford kun stået overfor mandskaber fra den bedste række. Chelsea derimod har spillet mod Macclesfield, Nottingham Forest og Norwich, før Tottenham og Blackburn ventede i de afgørende kampe.

United er den klub i England med flest FA Cup-titler, hvilket må siges at være en stor ære. 11 gange har De Røde Djævle trukket det længste strå i finalen. Senest i 2004, hvor upåagtede Millwall blev besejret med 3-0. Chelsea har ”kun” vundet det prestigefyldte trofæ tre gange.

En enkelt gang tidligere har United stået over for Chelsea i finalen. Det var i 1994, og her blev London-holdet udspillet og besejret med 4-0. Man kan kun håbe på en gentagelse.

Begge klubber har i sinde at stille i en så stærk opstilling som muligt, men ingen af managerne har frit valg på alle hylder. Hverken Louis Saha eller Gary Neville vil deltage i finalen. Derfor er det sandsynligt, at Wes Brown træder ud på positionen som højre-back. Stort set resten af Uniteds opstilling giver sig selv. Dog hersker der tvivl om, hvorvidt Darren Fletcher eller Alan Smith spiller fra start.
Chelsea må undvære profilerne Shevchenko, Ballack og Ricardo Carvalho, der alle sidder ude med skader. Ashley Cole, Jon Obi Mikel og Arjen Robben er tvivlsomme, så det ser ikke for godt ud for José Mourinho.

Skribentens bud på kampens udfald
På grund af Chelseas skadessituation kan man sige, at United er favorit til at snuppe titlen. Dog er det aldrig nemt at slå Chelsea. Derfor vil uafgjort være et realistisk resultat. Chelsea 1-1 Manchester United.

Sandsynlig startopstilling
Van der Sar
Brown – Ferdinand – Vidic – Evra
Ronaldo – Carrick – Scholes – Giggs
Smith – Rooney

Chelseas trup: Cech, Hilario, Cudicini, Geremi, Ferreira, A Cole, Terry, Boulahrouz, Diarra, Makelele, Obi, Lampard, Essien, Kalou, Wright-Phillips, Bridge, Robben, Drogba og Sahar.

Uniteds trup: Van der Sar, Kuszczak, Brown, O”Shea, Ferdinand, Vidic, Evra, Heinze, Ronaldo, Scholes, Carrick, Fletcher, Giggs, Richardson, Eagles, Rooney, Smith og Solskjær.

Seneste fem kampe
Chelsea
13/05-07 Chelsea 1-1 Everton
09/05-07 Chelsea 0-0 United
06/05-07 Arsenal 1-1 Chelsea
01/05-07 Liverpool 1-0 Chelsea
28/04-07 Chelsea 2-2 Bolton

Manchester United
13/05-07 United 0-1 West Ham
09/05-07 Chelsea 0-0 United
05/05-07 City 0-1 United
02/05-07 Milan 3-0 United
28/04-07 Everton 2-4 United

Indbyrdes
09/05-07 Chelsea 0-0 United
26/11-06 United 1-1 Chelsea
29/04-06 Chelsea 3-0 United
06/11-05 United 1-0 Chelsea
10/05-05 United 1-3 Chelsea

Indbyrdes kampe: 146
United-sejre: 64
Chelsea-sejre: 39
Uafgjorte kampe: 43

Forrige artikel

Vidic: Jeg troede ikke på mig selv

Næste artikel

Fergie kritiserer Wembley-priser

ANNONCE