Så dyr var Moyes for United

David Moyes elendige sæson i Manchester United koster klubben omkring 50 mio. pund. Det skriver The Telegraph.

Det var langt fra kun de sportslige resultater, der lod meget tilbage at ønske for Manchester United under David Moyes. 

For skottens ti måneder i United kommer rundt regnet til at koste United ca. 50 mio. pund. Det skriver Mark Ogden, der dækker Manchester United for The Telegraph. 

De detroniserede mestre præsenterer i morgen, onsdag, dens resultater for regnskabsåret 2013/2014, der sluttede den 30. juni. 

Her vil adm. direktør Ed Woodward give investorene og pressen et indblik i Uniteds økonomiske resultater de sidste 12 måneder. 

Ifølge The Telegraph vil omsætningen lande et sted mellem 420-430 mio. pund, hvilket vil være på niveau med klubbens egne forventninger. 

Derimod vil United i den kommende sæson gå glip af en gevinst på mindst 35 mio. pund, eftersom man ikke deltager i Champions League. 

Derudover svandt Uniteds præmiesum fra Premier League med hele 8,4 mio. pund i sidste sæson, hvor man endte som nummer syv. 

Sidst, men ikke mindst, kunne David Moyes tage 7 mio. pund med sig i lønninger og kompensation for fyringen i april – knap fem år, før hans kontrakt med United udløb. 

Det samlede tab for United, der er direkte relateret til den nu fyrede manager, kommer altså som minimum til at løbe op i 50,4 mio. pund. 

Forrige artikel

Medie: Shaw måske med mod QPR

Næste artikel

United undersøger Jones-skade

ANNONCE