Godt nok har sæsonen været dårlig, men fortsætter United sin nedadgående formkurve, så kan sæsonen måske blive den dårligste nogensinde i Premier League.
Siden Premier League blev oprettet i 1992, har man ikke prøvet at ende lavere i tabellen end en 7. plads. Det er kun sket en gang før, og det var i 13/14-sæsonen under David Moyes, hvor Ryan Giggs endte med at stå i spidsen i de sidste kampe.
Det er ti år siden og et lavpunkt for klubben. Det kan nu gentage sig, hvis ten Hag og spillerne ikke tager sig gevaldigt sammen.
For at finde en sæson, hvor United endte lavere end en 7. plads, skal vi tilbage til sæsonen 89/90 i den engelske første division. Dengang endte United på en 13. plads. Det er i år 34 år siden.
En tæt Premier League
Seks Premier League-kampe uden sejr betyder, at United næsten definitivt er ude af top-5. Et stykke bag femtepladsen er der et stort felt af klubber, herunder United, der kæmper om placeringerne. I øjeblikket er Newcastle på 6. pladsen med 50 point, United på 7. pladsen med 50 point, West Ham på 8. pladsen med 48 point (33 kampe) og Chelsea på 9. pladsen 47 point (31 kampe).
I de næste to kampe møder United henholdsvis Sheffield United og Burnley på hjemmebane. Forhåbentligt bliver det Uniteds redningskrans, så man kan slutte sæsonen godt af i de sidste kampe. De resterende fire kampe er sværere, da der venter tætte kampe mod Crystal Palace på udebane, Arsenal på hjemmebane, Newcastle på hjemmebane og Brighton på udebane.
Uniteds målscore er skræmmende
Derudover kan målscoren også gå hen og få historisk betydning. For United har nemlig aldrig før gået igennem en sæson i Premier League med en minusmålscore. Lige nu hedder den 47-48.
Den samlede målscore indikerer også, at United har scoret virkelig få mål i sæsonen. Samtlige hold i top-10 har scoret flere mål end United. Hvis spillerne ikke laver mere end ni mål i de resterende kampe, skriver de historie, som det mindst scorende United-hold nogensinde i Premier League. Klubben har heller aldrig prøvet ikke at have en spiller, der har scoret mere end ti mål på en sæson. Det kan meget vel ske nu. Bruno Fernandes er efter sine scoringer i weekenden blevet topscorer med otte mål.
Få point på kontoen
Sidst men ikke mindst har pointhøsten været sløj, hvilket en 7. plads også fortæller alt om. Desuden burde de ligge langt længere nede i tabellen, hvis man skeler til xG-tabellen.
Lige nu har United 50 point. Deres dårligste sæson i Premier League-regi, hvad angår point, var i 21/22-sæsonen, da man kun hentede 58 point. Selv i mareridtssæsonen under David Moyes endte man med 64 point.
Meget skal altså ske, hvis United her i sidste øjeblik skal rette en smule op på sæsonen. Selvom ræset om Champions League-pladserne er kørt, har spillerne og klubben stadig en placering og vigtige statistikker at spille om. Og hvis det ikke motiverer dem nok, er der også æren og stoltheden.
Æren og stoltheden ja…
Og ikke mindst respekten for de millioner af fans der sidder chockeret, desillusioneret og rystet rundt omkring i verden….
Ære, stolthed og respekt – my arse (som Jim Royle ville have sagt…)
Som trofast fan vil man jo nærmest dø for at trække trøjen over hovedet. Den “kvalitet” finder man jo overhovedet ikke tilnærmelsesvis hos nogen af de overbetalte primadonnaer, der udgør dagens Manchester United. Ja, selv den lokale gider ikke ofre sig for trøjen. Sørgeligt!
Men det er jo så fordelen ved at have været med i mange år: man har rent faktisk oplevet sæsoner, der var ringere… 😱