Uniteds status som engelsk fodbolds mest indtjenende klub under pres

Hvert år offentliggør revisionselskabet Deloitte en liste over de mest indtjenende fodboldklubber i verden. United er på årets liste fortsat den førende klub i England, men den økonomiske distance til rivaliserende klubber som City og Liverpool forventes at mindskes over det næste år.

United er på nuværende tidspunkt – som de længe har været det – blandt den allerøverste elite af fodboldklubber når det drejer sig om årlig indtægt.

Traditionelt har kampen om førstepladsen i de seneste ca. 15 år været et ræs mellem United og Real Madrid, med Barcelona en hæl eller tå efter. I årets udgave af Deloitte Football Money League – som Barcelona for første gang fører – indtager Manchester United en ganske respektabel 3. plads for tredje år i træk, et stykke efter de to spanske giganter.

Faktisk er Uniteds revenue for sæsonen 18/19 steget med seks procent fra den foregående sæson, til en samlet indtægt for sæsonen på ca. 5,3 milliarder danske kroner.

Denne stigning kan ifølge Forbes Magazine tilskrives Uniteds retur til Champions League og vejen mod kvartfinalen der så Paris Saint-Germain ekspederet på uforglemmelig vis. Uniteds retur til den store europæiske fodboldscene sammenfaldt belejligt med at UEFA introducerede en ny distributionsaftale for turneringens tv-penge, hvilket også har haft sin indflydelse på klubbens årlige indtægt.

På trods af alt dette har den overvejende tolkning af Deloittes rapport været at Uniteds position som engelsk fodbolds økonomiske powerhouse er under seriøs trussel fra de nærmeste rivaler – Manchester City og Liverpool.

United endte som bekendt på en 6. plads i Premier League sidste sæson, hvilket garanterer spilletid i Europa League, en turnering der giver betydeligt mindre indtægtsmæssigt end sin storebror. På baggrund af dette forventes en indtægt for indeværende sæson at falde til et sted mellem 4,8 og 5 milliarder danske kroner, altså en potentiel nedgang på omtrent 300-500 millioner kroner.

Dette fald i indtjening vil ifølge Forbes sandsynliggøre at United i næste års rapport vil indfinde sig på sin laveste position nogensinde i de 23 år listen har fandtes. United har i alle disse år aldrig været under en anden engelsk klub. Det kan snart ændre sig.

Denne forudseelse handler nemlig ikke kun om den interne finans i United, men i lige så høj grad om de nærmeste naboers.

Manchester City ligger i årets rapport på en 6. plads med 4,4 milliarder, og Liverpool på en 7. plads med 4,3 milliarder, men forventes begge at præsentere forbedrede regnskaber til næste års rapport.

Manchester City vandt alle tre engelske turneringer i 2018/19 og fik dermed også mest tv-tid af alle engelske klubber, hvilket  forventes at give dem et seriøst boost i opløbet til næste år.

Liverpool vandt Champions League hvilket pynter gevaldigt. De har desuden skrevet under på en yderst gunstig sponsoraftale med Nike og er begyndt at pimpe Anfield Road ud til også at holde sommerkoncerter. Med deres nuværende position i Premier League kan Uniteds ærkerivaler vise sig at blive de britiske øers største økonomiske modstander over de næste par sæsoner.

Alt dette efterlader selvfølgelig et alvorligt spørgsmål om Manchester Uniteds tilstand som den største fodboldklub i England. Nu ser det endelig ud til at de manglende sportslige resultater indhenter klubbens økonomiske magtposition, så nu er spørgsmålet om klubbens ejere og bestyrere tager det alvorligt, og i givet fald, hvad de har tænkt sig at gøre ved det.

 

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Bailly nærmer sig comeback

Næste artikel

Podcast: Liverpool Away

ANNONCE