Van Persie har ondt af Moyes

Robin van Persie er ked af, at det ikke lykkedes for David Moyes og indikerer, at spillerne ikke havde problemer med skotten.

Robin van Persie har ondt af David Moyes, der i slutningen af sidste måned fik silkesnoren efter blot 10 måneder i spidsen for Manchester United. 

Det fortæller den 30-årige hollænder i et interview med Daily Mirror. 

– Jeg tror, han prøvede sit bedste og gjorde alt i sin magt for at få det til at lykkes, siger van Persie og fortsætter. 

– Jeg har ondt af ham, for når en spiller eller manager gør alt for en sag, og det ikke falder ud, som man havde håbet på, er det selvfølgelig trist. 

De engelske medier spekulerede efterfølgende i, om det var spillerne, der i sidste ende havde presset Moyes ud. 

Således dukkede der flere historier op omkring, at Moyes skulle være røget i skænderi med bl.a. Ryan Giggs. 

Van Persie indikerer dog, at der var gensidig respekt mellem den 51-årige skotte og omklædningsrummet. 

– Jeg var ikke til stede, da han havde det sidste møde med spillerne (pga. en skade, red.), men jeg har hørt, at han takkede spillerne og kom med en ydmyg tale. 

– Vi takkede ham også, for han gav hele sit hjerte til klubben. Og jeg er helt sikker på, at han vil finde en god klub, hvor han vil arbejde i lang tid, for han er en god fodboldpersonlighed, lyder det fra van Persie. 

Forrige artikel

Medie: United vil forgylde Shaw

Næste artikel

Fire United-folk med England til VM

ANNONCE