VM-optakt: Spanien

En af slutrundens store favoritter har Manchester Uniteds David de Gea mellem stængerne. Men er han lige så populær i Spanien, som han er i Manchester? Og hvor langt var Ander Herrera og Juan Mata fra at blive udtaget? Vi har talt med en spansk United-fan.

Med store klubber som FC Barcelona og Real Madrid er Spanien ikke det land, hvor der bor flest Manchester United-fans. Men Eric Antequera har været ”en rød djævel”, siden Eric Cantona trak kraven op, og han sad i kø i 18 timer for at få en billet til Champions League-finalen i 1999.

Små to årtier senere følger han United med samme passion. Og det begejstrer ham, at han deler nationalitet med holdets bedste spiller – David de Gea.

– Jeg mener, at vi har verdens bedste målmand, og jeg håber, at vi kan holde på ham, hvis vi skal vinde trofæer, siger Eric Antequera, der også fortæller, at den tidligere Atletico Madrid-målmand ikke har helt samme status i Spanien, som han har i England.

– De Gea er mere populær i England, end han er i Spanien. Det er måske overraskende. Men jeg tror, at han er klar over det selv, og jeg tror, det er en af grundene til, at han er blevet i United i så mange år. Og selvom han har vist meget på klubplan, så mangler han stadig at vise det for landsholdet.

Ingen Mata og Herrera

David de Geas to spanske amigos i Manchester United, Juan Mata og Ander Herrera, har ikke fundet vej til VM-truppen. Men selvom Eric Antequera er farvet af sit United-tilhørsforhold, forstår han godt, hvorfor de ikke er kommet med.

– Spaniens luksusproblem er, at de har for mange gode spillere. Og så er det svært for Herrera og Mata at komme med til VM efter en sæson, hvor de har fået få spilleminutter og nul titler, siger han.

Det ærgrer United-fanen. Men han pointerer også, at mange andre dygtige spanske spillere er blevet vraget.

– Cesc Fabregas, Sergi Roberto og Alvaro Morata skal eksempelvis heller ikke med, siger Eric Antequera.

Forventer top 3-placering

Forventningerne til det spanske landshold er tårnhøje. Europamestrene fra 2008 og 2012, og verdensmestrene i 2010, kommer til slutrunden med stjernespillere på hver position, og La Liga har manifisteret sig som verdens bedste fodboldrække.

Det afspejler sig også i Eric Antequeras holdninger.

– Vi ser Spanien som en af de tre favoritter sammen med Brasilien og Tyskland. Så hvem ved? Hvorfor skulle det ikke blive David de Gea, som løfter trofæet til sidst?

Spanien er i gruppe med Portugal, Iran og Marokko. De spiller deres første kamp mod Cristiano Ronaldo og co. fredag klokken 20.00.

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

VM-optakt: Sverige

Næste artikel

Fosu-Mensah: Jeg vil ikke høre, at jeg er for ung

ANNONCE