Selvom der ikke spilles fodbold i øjeblikket, betyder det ikke, at fodboldklubben Manchester United har været usynlige. Den daglige nyhedsstrøm omkring klubben fortsætter – og den er mere positiv, end den længe har været.
Corona-krisen har fungeret som et røntgenbillede og blotlagt skelletterne bag verdens fodboldklubber. For Manchester United er billedet flatterende. Skelletet er stærkt og sundt. Tiden uden fodbold har vist det, som man hele tiden godt har vidst, men som spillet på banen, til tider har foranlediget en til at glemme. Klubben er stadig kæmpestor. Manchester United er en kommerciel sværvægter – noget som klubben til tider også er blevet kritiseret for. I en tid uden fodbold kan det dog vise sig at blive Uniteds redning, at man har struktureret forretningen omkring klubben på netop den måde, som man har gjort.
Manchester United agerer nemlig som en storklub i disse dage, og det er ikke overraskende. Ed Woodward og co. har nemlig styr på alt det uden for kridtstregerne.
Ed Woodward – a specialist in failure
Det har i sandhed været nogle magre år for Manchester United, siden Sir Alex Ferguson stoppede som manager i klubben tilbage i sommeren 2013.
Siden har man, som bekendt, måttet se langt efter mesterskaber og har måttet nøjes med Champions League-fodbold hvert andet år i gennemsnit.
Det har været en virkelighed, som de fleste United-fans, mig selv inklusiv, har haft svært ved at forlig sig med. I en hævntørstig og desperat søgen efter de ansvarlige til dette rod, er der blevet peget mange fingre mod mange forskellige personer.
De fleste fingre, er helt sikkert blevet peget i retning af klubbens øverste ledelse, hvor Ed Woodwards ansigt, næsten er blevet symbolet på den retningsløse strategi og det fravær af sportslig vision, som klubben er blevet kritiseret for fra mange sider.
På de syv år, der efterhånden er gået siden Fergusons exit, har man da også haft fire forskellige managers igennem møllen, har brændt næsten 900 millioner pund af på hele 30 spillere, hvoraf de 13 igen har forladt klubben, for stadig at stå et sted anno 2020, hvor man aktuelt set ligger uden for top-4 og fortsat taler om behovet for yderligere forstærkninger.
#GlazersOut -kampagner og vokal kritik af klubbens administrerende direktør, Ed Woodward har været hverdag for klubben at skulle forholde sig til gennem de seneste par sæsoner. I perioder har den nuværende manager, som endda nyder legendestatus i klubben, sågar end ikke kunnet gå fri for at blive kastet med ind under den bus af vrede og frustrerede United-fans, som drøner derudaf på de sociale medier.
Der har da også været meget at kritisere Manchester United for. Spillet på banen, de manglende resultater og først og fremmest den grundlæggende usikkerhed omkring, hvorvidt klubben egentlig aner, hvad den vil på den sportslige side.
En usikkerhed, som blandt andet har fået næring gennem udtalelser som den her, fra Woodward tilbage i 2018:
– Spillet på banen, har ikke rigtigt nogen betydningsfuld indflydelse på, hvad vi kan gøre på den kommercielle side af forretningen.
Man har dog forsøgt siden da fra klubbens side at padle lidt tilbage og offentligt understrege, at man selvfølgelig går op i, hvordan holdet klarer sig på banen.
Man har med ansættelsen af Ole Gunnar Solskjær haft stort fokus på klubbens identitet og klubbens kommunikationsafdeling har været på massivt overarbejde for at forsøge at overbevise omverdenen om, at man har igangsat en spændende proces. Klubben har erkendt, at den konstellation, som man har kørt med siden 2013, hvor beslutningskompetencerne angående den sportslige strategi ligger hos en bankmand uden nogen fodboldfaglighed, ikke har huet klubbens tilhængere. Man har derfor i forsøget på at imødekomme kritikken om den manglende sportslige strategi, talt om at introducere en sportsdirektør.
Siden er der dog ikke sket noget på den front og man skal være umådeligt optimistisk anlagt, hvis man reelt set tror på, at der kommer til at ske noget.
Ed Woodward – a specialist in making money
Det altovervejende hensyn i Manchester United synes nemlig at være at generere penge, og så længe man gør det, har klubben intet synligt incitament til at ændre på strukturen i klubben.
Ed Woodward har fundet en formel, som virker.
Han har gjort Manchester Uniteds økonomi mere eller mindre uafhængig af spillet på banen. Som den strategiske arkitekt bag klubbens øgede fokus på sponsoraftaler og kommerciel markedsføring, har han på lidt over et årti revolutioneret Manchester Uniteds forretningsmodel og bidraget til, at klubben siden 2006 har mere end tredoblet sin omsætning.
Trods forlydender om manglende sponsorindtægter som følge af at have misset Champions League i seneste sæson, må man bare sige, at Woodward grundlæggende har ret i sin overordnede analyse om, at spillet på banen ikke har den store betydning for Manchester Uniteds mulighed for at skabe penge. Manchester United er, trods den manglende succes på banen, nemlig stadig en af verdens rigeste klubber og vil formentlig blive ved med at være det.
Ifølge Deloittes seneste opgørelse fra januar 2020, ligger United med en indtjening for 2019 på 711,5 millioner euro på en tredjeplads i verden over klubber med størst indtjening, kun overgået af Barcelona og Real Madrid.
Klubben genererer stadig masser af penge, og man gør det først og fremmest gennem kommercielle kanaler. Woodward har fået meget kritik for at være mere optaget af at udvælge de rette sponsoraftaler frem for de rette spillere til klubben og den kritik er i min optik, bestemt berettiget. Men det, som man normalvis klandrer Woodward og klubbens ledelse for, kan måske vise sig at være netop det, der redder Manchester United bedre gennem denne her krise end så mange andre.
Det ser nemlig ud til, at Woodward og resten af Uniteds strategiske ledelse, fuldstændig intetanende har vist sig at designe et setup, som polstrer United bedre til at håndtere en periode uden fodbold, end sine nærmeste konkurrenter.
Samfundsansvar
United har gennem den her sundhedskrise, ageret som en klub med format, overskud og muskler – noget som de fleste United-fans, i min erfaring, synes at være enige om.
Mens klubber som Liverpool og Tottenham, har følt sig pressede til at skære ind til benet og begge søgte regeringens hjælpepakker om at kunne sende ansatte hjem og få dækket 80 procent af deres løn, så har United vist et helt andet overskud.
Her har man i stedet tilbudt klubbens stadion til det engelske hospitalsvæsen, klubbens manager har afholdt spørgetime for unge akademispillere over nettet, man har fået gamle legender til at hjælpe klubben med at ringe ud til ældre fans og sæsonkortholdere, man har doneret penge til byens madbanker i samarbejde med City og listen af initiativrige velgørenhedstiltag fortsætter bare.
United har på en eller anden måde formået at vende en stor krise til verdens bedste pr-kampagne.
Det engelske begreb, Corporate Social Responsibility, oftest fortkortet, CSR, er blevet et uundgåeligt aspekt at skulle forholde sig til, når man driver en forretning. Begrebet, som dækker over en virksomheds ansvar for at bidrage positivt til samfundet på den eller anden måde, er blevet et felt, som virksomheder har stort fokus på.
Gode handlinger skaber nemlig positiv omtale, og positiv omtale, skaber oftest penge. Den engelske økonom Milton Friedman skrev i 1970 en artikel om begrebet, CSR, da det endnu var et fremmedord i forretningsverdenen, hvor han påpegede, at en virksomheds eneste ansvar bestod i at generere overskud til sine investorer. Siden har den officielle holdning fra flere store virksomheder taget stor afstand fra det synspunkt.
Om Ed Woodward og Manchester Uniteds ledelse er enige i Friedmans vurdering, skal jeg ikke kunne sige, men heldigvis udelukker det ene i Manchester Uniteds tilfælde, ikke det andet. God omtale er nemlig, for Manchester United, god forretning.
Krisen har ramt vidt og bredt og har selvfølgelig også ramt Manchester United, hvis markedsværdi er faldet gevaldigt som følge af Corona-virus. Tabloidavisen, The Sun, anslog, at der var tale om et fald på helt op til en halv milliard pund.
Trods store udsving på aktiemarkedet, så er Manchester United dog stadig relativt godt polstret til at klare sig igennem en krise som denne uden fodbold sammenlignet med sine konkurrenter. Den selv samme kritik, som er blevet rettet mod klubbens ledelse for at scoute bedre på markedet for mulige sponsorer end på markedet for fodboldspillere, har nemlig vist sig at stille United i en yderst fordelagtig position, når man ikke længere kan regne med indkomstkilder gennem entreindtægter og TV-penge.
45 procent af Uniteds indtægter kommer nemlig, ifølge Deloittes opgørelse, gennem kommercielle kilder, mens kampindtægter og TV-pengene udgør henholdsvis 17 og 38 procent.
Hvis man sammenligner med nogle af Uniteds konkurrenter, som eksempelvis Liverpool og Tottenham, som har fået hård kritik for deres måde at håndtere Corona-krisen på, så er deres forretningsmodel noget anderledes skruet sammen. For Liverpool kommer 49 procent af deres indtægter nemlig gennem TV-aftaler, mens det for Tottenham er hele 53 procent.
Med til Tottenhams fortælling kommer det så også, at man efter at have investeret i et nyt stort stadion, desuden har kalkuleret med ekstra store indtægtskilder gennem kampindtægter.
En tid uden fodbold vil derfor alt andet lige ramme klubber som Liverpool og Tottenham hårdere, end tilfældet er for Manchester United.
United har længe været vant til at profilere sig kommercielt for den vej igennem at øge sin omsætning, og hvilken bedre måde er der at profilere sig på, end ved at bruge en global sundhedskrise til at tanke op på goodwill og CSR-kontoen.
Dermed ikke sagt, at Manchester United skal skydes skumle motiver i skoene for at handle med medmenneskeligt overskud. United fortjener tværtimod al mulig ros for deres måde at håndtere den her krise på. Man har ageret forbilledeligt. Men det er nu engang lettere at vise humanitært overskud, med sin mave fuld og sine lommer bugnende, end det er uden.
Manchester United har intetanende forberedt sig perfekt på denne krise ved at have et PR-apparat sat op og ved at kunne tjene penge selv uden, at der bliver spillet fodbold. Men man har også grebet muligheden for at udnytte situationen til dels at profilere sig positivt og selvfølgelig, vigtigst af alt, vise klasse og storhed ved leve op ttil sin størrelse og løfte et samfundsanvar.
For det, skal Ed Woodward og resten af Uniteds ledelse have ros.
Manchester United er stadig en storklub, og når der ikke spilles fodbold, skinner det tydeligt igennem.