MUST ønsker lavere billetpriser på Old Trafford, og giver Glazer en åben udfordring. Sænk priserne for de loyale fans, siger de.
Sidste år blev priserne på billetter blot justeret grundet skatter og afgiter. Mange andre klubber i Premier League har fastfrosset eller endda sænket priserne på sæsonkort, noget United endnu ikke har gjort.
“Grundet manglen på udgifter til transfers, mens der ruller penge ind hele tiden, og Glazers konstant tømmer Uniteds konto, så er det på høje tid at de loyale fans får sænket priserne på deres sæsonkort”, siger MUST chef Duncan Drasdo.
Netop det fakta, at United ikke har brugt mange penge på transfers de sidste år, er ofte grobund for debat blandt United-fansene. Noget Drasdo også peger på, samtidig med at han påpeger at Glazer har kostet United op mod 500 millioner pund, siden deres ankomst.
“Ikke alene har vi brugt mindre end vores rivaler i toppen. Siden 2006 har vi brugt mindre end Aston Villa, Stoke og Sunderland. Og endnu værre er, at i løbet af de sidste tre år har vi brugt mindre på transfers end Hull, Burnley og Blackpool”, siger Drasdo.
At United stadig er i stand til at kæmpe med i toppen af Premier League, og være tæt på at hjemtage ligatitel nummer 20, er kun takket være Sir Alex Ferguson mener MUST.
“Udelukkende Fergusons fantastiske evner har holdt os med i toppen, selv om det til tider virker som vi kun er tæt på nummer 20 grundet hans enorme vilje. Men afstanden i Europa er blevet større. Det er et slag i ansigtet på de loyale fans, som har set konstante prisstigninger siden Glazer kom i 2005”, udtaler Duncan Drasdo fra MUST.
Det forventes, at United i løbet af den kommende måned, vil offentliggøre billetpriserne for den kommende sæson.