Det var forventet, at Sir Alex Ferguson ville forstærke Manchester Uniteds midtbane forud for næste sæson, og det har han gjort ved køb af Shinji Kagawa og Nick Powell. De to bliver muligvis efterfulgt af endnu en midtbanespiller i form af danske Christian Eriksen inden længe.
Den 20-årige Ajax-spiller skulle nemlig eftersigende mødes med Ajax’ sportsdirektør Marc Overmars i løbet af ugen for at forhøre sig om muligheden for at skifte til Manchester United frem for til de russiske mestre Zenit. Det er nemlig kommet frem, at hollænderne tilsyneladende allerede forhandler med russerne. Eriksen foretrækker dog efter alt at dømme et skifte til de engelske vicemestre.
Skulle et skifte komme på tale kan overgangssummen nærme sig de 20 millioner engelske pund for den unge danske stjerne.